Renfærdighed, omsorgsfuld detaljering og et stort pianistisk overskud er centrale attraktioner i brasilianeren Freires Beethoven-fortolkninger. Hans ubesværede, næsten sirlige klarhed og delikatesse i de mest virtuose passager er en nydelse; kraft og lethed smelter sammen til spændstighed, og musikken er gennemmoduleret, pointeret og rig på beslutsomme kontraster.
Selv om den smukt og ligefremt bårne linjeføring og den fornemt kontrollerede klang i 'Måneskinssonaten's berømte førstesats er noget nær forbilledlig, er det især i de hurtige satser, at Freires spillestil føles i harmoni med Beethovens udtryksverden.




























