Lyt til artiklen
Man fristes til at kalde Mompous sarte gråvejrsimpressionisme for børnemusik spillet for voksne. Men det er ikke hele sandheden om Barcelonabarnets drømmende samlinger af korte, komplet klangopslugte klaverskitser fra 1950’erne og 1960’erne, der med deres udtalte foragt for kompositionsmetode og for alt, hvad der hedder tysk struktur og ordenssans, danner en slags forsinket modstykke til malere som James Whistler og, på en overskyet dag, Turner.
Mompou er musik for alle melankolikere, regnvejrstraskere og folk, der bare elsker at lade tankerne vandre, mens de ser ud ad et regnvådt vindue og falder i staver. Unge Javier Perianes spiller musikken med forbilledlig sarthed og konsekvent klarhed. Åndsbeslægtet.
