Wagners eneste komedie er aktuel netop nu: ’Mestersangerne’ foregår sankthansaften og -dag med duftende hyld og kulrede amoriner. Denne udgave indgår i en række filmproduktioner, som Hamburgoperaen skabte for en generation siden, og modsat den ’Freischütz’, jeg omtalte i foråret, er den meget vellykket. Først og fremmest rent musikalsk: Den tysk solide direktion har et magtfuldt symfonisk drive og en klassisk saglighed, der klæder det jordnære værk. Og hovedrollerne er rent ud fremragende besat med Tozzis snu og livskloge, men også alvorligt anfægtede og temperamentsfulde og altid levende og udtryksfuldt sungne skomager, Cassillys fyrige ridder med den både atletiske og cremede tenor, Saunders’ sødmefulde guldsmededatter og Ungers lyst klingende, lyriske smidigt syngende læredreng. Iscenesættelsen er barn af sin tid med en forenklet, køligt abstrakt scenografi og i de mindre partier en spillestil, der kan nærme sig folkekomedien, og den tætte, livlige kameraføring er ikke altid lige lykkelig, men det rammer stort set kun de mindre væsentlige passager. At optagelsen (i mono) trækker sangerne i forgrunden, harmonerer godt med filmstilen, og lyden er mikset, så orkester, ensembler og det meget spændstige kor står uhyre detaljeret, ligesom studiebetingelserne er udnyttet til en præcision, der er svær at opnå på scenen, og som gør den rent musikalske oplevelse så fyldig, at man beklager de forkortelser, der er foretaget.