Intet sted får de spillemæssige vanskeligheder i forbindelse med dobbeltgreb, akkordbrydninger og – i den sidste af de seks suiter – Bachs ønske om et mindre, femstrenget instrument lov at hindre Isserlis i at lade tonen synge fra de to instrumenter, han anvender: En Stradivarius- og en Guadagnini-cello. Italienske luksusinstrumenter fra strygernes guldalder. Fraserne samler sig meningsgivende. Sammenhængskraften er aldrig i fare, skønt solisten med hurtige tempi stiller skrappe krav til sig selv.
Isserlis har været grundig med sine kildestudier. Han spiller endda for sammenligningens skyld præludiet fra første suite i hele tre eksisterende manuskriptversioner, inklusive den i Bachs hustru Anna Magdalena Bachs afskrift, der for nylig gav anledning til den hypotese, at disse suiter af dansesatser slet ikke er af Bach, men af hans kone(!) Isserlis’ trævarme cellotone er i særklasse og giver ofte glimt af Casals.
