Med Bach går det som bekendt fint, og det går også an med Domenico Scarlatti og måske sågar Rameau, men her i den noget ældre Couperins sirligt forfinede og vidunderligt varierede karakterstykker trænger savnet af cembaloets skarpe attak og gnistrende overtoner sig unægtelig på. Men når det er sagt, må det indrømmes, at Tharaud går lige så følsomt og indforstået som behændigt til musikken.
Når man har vænnet sig til klangen, er det en nydelse med ham som guide at lade sig vise rundt i Couperins eventyrhave af finurlige, legende, yndefulde og pikante tonebilleder, der hver stiller skarpt på et lille hjørne af virkeligheden, men aldrig fortæller en historie. Rig fantasi og fransk charme Ekstravagancer som trommeledsagelsen i ’Bruit de guerre’ (’Krigslarm’) og tilføjelsen af en femte (!) hånd i trickoptagelsen af ’Muséte de Taverni’ føles helt i tråd med det altid pittoreske i musikken; og mens delikat anslag og en smagfuld pianistisk nuancering af de mere inderlige stykker minder om, at Couperin er blevet sammenlignet med Chopin, er der flyvende let staccatospil og skyer af cembalistisk skarpe forsiringer i de mere hårdtslående.
