Pianister som Tharaud med konstant trang til at lukke luften ud af opstyltet klassisk musik har det godt i barokken. Når klaveret kagler på stavelser i ’Hønen’, eller når musikken på må og få drejer sig om sin egen lille utydelige akse i ’Den ligegyldige’ hos Rameau.
Eller når blikket skal løftes teatralsk i ’Den visionære’ eller tordner i ’Krigslarm’ hos Couperin. Så er der plads til vilde fortolkere, der satser stort og tænker mindre på, om alt er slebet til perfektion. Ikke at det ikke som oftest er det. LÆS OGSÅFransk pianist laver normsættende Chopin-fortolkninger
Det er tilladt at være forudindtaget, når Alexandre Tharaud udgiver nyt. I positiv forstand. De nyeste skud på stammen, indspilningen af 18 tindrende klare Scarlatti-sonater og de tre timers opsamling af hans barokmeritter de sidste 10 år, har sekshjertede forgængere med så originale og vidt forskellige franske komponister som Eric Satie og Francis Poulenc.
Og han løfter opgaven – både med at overraske og overbevise. Hans fortolkninger af Domenico Scarlattis iltre sonater fra begyndelsen af 1700-tallet bliver hver for sig præsenteret som et fuldgyldigt værk – uanset om stykket varer 7 minutter eller 44 sekunder. Overdådig cocktail
En i C-dur folder sig ud som blændende hvidt lys, en anden i d-mol folder sig ind i tungsind og afmægtige gestikulationer. Det veksler mellem at synge som sukkersød opera eller hamre som maskingeværild, så man skal spidse ørerne for at kunne følge melodien.
Arbejdet med Scarlatti ligner til forveksling det, Tharaud præsterer på de tre tidligere barokplader.
Samlet er det en overdådig cocktail, man ikke bliver færdig med lige med det samme. De egensindige komponister Jean-Philippe Rameau, Johann Sebastian Bach, Francois Couperin bliver trukket rundt i Tharauds personlige manege iklædt overraskende nye klaverklange, mens de møder alskens udfordringer i tempo og karakter. LÆS OGSÅPikante øjebliksbilleder
Det foregår alt sammen på moderne flygler og ikke på cembaloer eller orgler, som det i sin tid blev skrevet til. Enhver barokaficionado nu om dage vil naturligvis sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige i den strategi, når nu tiden kalder på de historiske opførelser, som specialisterne har så stort held med.
Men moderniseringen er så afgjort en god idé, fordi Tharaud netop ikke bevidstløst trykker cembalonoderne med de mange krummelurer og triller ned i den gigantiske klangkasse på et Steinwayflygel. Han er selvudråbt klaverfetichist, der altid undersøger hele landskabet af flygler, vælger et og så tilpasser – uhørt for nogle – noderne, så de passer til instrumentet. Ideal om klarhed og stringens
I tilfældet Rameau betyder det, at en god portion af de mange triller og udsmykninger, komponisten med løs hånd satte på melodierne for at forlænge den spinkle cembaloklang, er fjernet.
