Han fylder 26 år i morgen, den polske pianist Rafal Blechacz, men han er ingen nyhed på den klassiske klaverscene. Det er allerede seks år, siden han vandt Den Internationale Chopin-konkurrence i Warszawa, hvor han også støvsugede bordet for samtlige specialpriser.
Klaververdenen var euforisk. Vinder Men der manglede personlighed og ro hos polske , som først foldede sig rigtig ud i små stykker af sin landsmand Chopin. Ikke siden polakken Krystian Zimerman vandt konkurrencen i 1970’erne, var en polak løbet med sejren, og Blechacz fik en kontrakt med det pengestærke plademærke Deutsche Grammophon. LÆS OGSÅFranske enfant terrible spiller helt til kanten Det har ført til indspilninger af Chopins klaverkoncerter og en fremragende indspilning af komponistens små, poetiske ’Præludier’, og allerede i 2007 kunne man opleve Blechacz med Tivolis Symfoniorkester i Tivolis Koncertsal. Var det ikke Chopin? Den fornøjelse havde undertegnede anmelder desværre ikke, så da polakken kom igen i mandags, var jeg klar. Men det blev en underligt blandet aften. Dels begyndte Blechaz med at spille alt muligt andet end Chopin, og dels var de kunstneriske indtryk ikke i top. Ni sjældne variationer af Mozart over ’Lison Dormait’ klang pletfrit, men også tamt og pænt som parfume. Fingrene fortsatte med at løbe – for ikke at sige spæne – hen over tangenterne i Debussys vanskelige ’L’isle joyeuse’, men hastigheden tog sanseligheden fra denne ellers særdeles berusende og smukke musik. Slow down Klarheden var derimod imponerende. Trods det jappede tempo. Men fortolkningen fordampede straks igen fra hukommelsen, fordi den manglede egne ben at stå på. LÆS OGSÅEn af jazzens største pianister fylder rundt Chopin var vi stadig ikke nået til, men nu blev det polsk. Karol Szymanowskis heftige, harmonisk eksperimenterende musik har sit udgangspunkt blandt andet hos Chopin, og hans første klaversonate, som Rafal Blechacz spillede inden pausen, byder på det store, senromantiske schwung og sweep.Poleret Igen var her masser af delikatesse i udførelsen. Blechacz satte ikke en lillefinger forkert i løbet af de fire satser, der for finalens vedkommende nærmest er et stilistisk svar på Liszts store sonate i h-mol.
