Hvis jeg var sanger med fornemmelse for at formidle andet og mere end ren velklang, ville jeg - måske - aldrig synge andet end Dowland (1563- 1626), manden der komponerede musikken til den elizabethanske æras afdansningsbal. Og gjorde det med et vid og et bid, der undgik censuren og den sikre vej til skafottet, og som i dag får lytteren til både at le og bevæges. I hvert fald når sangene udføres med både musikalitet og fortolkelyst, som de bliver af lutspilleren Rooley og barokkens Moder Jord, engelske Kirkby. De 19 sange er skrevet som hyldest til drotten og diverse velsituerede velgørere ved hove, og ligegyldigt hvor meget teksterne savler af benovelse og leflen for magten, er Dowland dog under polituren helt sin egen, og hans musik balancerer så tæt på majestætsfornemmelsen, at man lytter med skærpet øre. Det er Dowlands tilsyneladende uskyldige musik til 'Say love if ever thou didst find', der gør den uhæmmet skamrosende tekst elegant til nar, og Kirkby understreger den blide sarkasme i sit foredrag. Og Kirkbys betuttede, vibratoløse indledningsfrase i 'Mourne, mourne', naivt forbavset i udtrykket, bliver til et kærligt, men også illusionsløst portræt af velgørersken Lucy, grevinde af Bedford, som sangen er tilegnet i tilsyneladende underdanighed. I disse sange skal Kirkby passe på ikke at blive for nuttet i sin generøse, åbne klang, kunsten er at balancere på Dowlands knivsæg og dermed undgå skafottet! Men igen: Kirkby kompenserer for alt med sit trutmundede 'pittie, pittie, pittie' fra 'Flow my teares' fra Elizabeth-sangene. Hvis jeg var dronning Margrethe, ville jeg, i lyset fra Dowlands sange, genlæse de mange lobhudlende anmeldelser af sin malerkunst og sine scenografier om igen ... En brillant cd fra et repertoire, vi for sjældent hører herhjemme.