Ingen tvivl om, at Wispelwey er inspireret af de indspilninger, der allerede findes med legendariske cellister som Mstislav Rostropovitj og Pablo Casals, men hans bud bliver aldrig en farveløs kopi. Derimod vidner det om en musiker med en helt særlig og personlig indsigt i et værk, der har været cellisters visitkort i generationer. Wispelwey indspillede koncerten første gang for 12 år siden, men denne cd beviser, at han som kunstner er vokset og modnet. I dag fremstår hans spil mere roligt og veldisponeret. Som lytter bliver man holdt i et fast, men kærligt musikalsk greb. For Wispelweys klangbehandling er imponerende, hvad enten der er tale om de aggressive og pågående passager eller om de mere rolige. Og dirigenten Iván Fischer er hele tiden opmærksom på at skabe balance mellem solisten og orkestret, noget, der især kommer til udtryk i andensatsens duet mellem valdhornene og celloen, der er en rigtig lækkerbisken.
Sprød klang
For makkerparret Wispelwey og Fischer bliver musikken aldrig et spørgsmål om at levere noder og klange til tiden, men derimod om at tjene Dvorák og hans musik på den bedst mulige måde. I ’Symfoniske variationer for orkester’ får man endnu et bevis på, hvor glimrende Budapest Festival Orkestre er. Klangen er sprød og virker selv på de kraftigste steder aldrig overstyret. Musikerne spiller med både overskud og nærvær og imponerer især i værkets lyriske passager.
