Barokeksperten Herreweghes omgang med den senromantiske Bruckner på originalinstrumenter var imødeset med skræk, og mange mente, de fik ret i deres skepsis, da symfoni nr. 7. kom i handelen. Nu foreligger også 4. symfoni ('Den romantiske'), og i mine øren er gevinsten åbenbar. Instrumenternes beskaffenhed og sparsommeligheden i orkesterbesætningen giver en vis ny gennemsigtighed i lydbilledet, der uden at blive sterilt eller give køb på varmen i instrumentationen giver plads til bassen og accentuerer rytmen - en ørenåbner for mig. Det franske orkester spiller smukt og velartikuleret, og Herreweghe undflyr ikke de store udladninger. Jeg har sammenlignet med Eugen Jochums klassiske 1967-indspilning med Berliner Filharmonikerne ud fra et indlysende mere monumental koncept, hvor Bruckners granitansigt a la Mount Rushmore får sit. Klimakserne hos Jochum og den voluptuøse strygerklang er forførende og lokker til nye genhør, men i detaljen foretrækker jeg faktisk Herreweghe: hans blæsere, hans bas, hans smidighed. En smagssag.