En despotisk konge forkaster sine sønner, da de har forelsket sig i den kommende dronning. Dét er, hvad den 14-årige Mozarts første store opera seria, skrevet til Milano 1770, handler om, og hvis man lader være med at spænde sine forventninger alt for højt, er her meget fremragende musik at komme efter. Ganske meget furiøs hævnmusik, skal guderne vide, men også en fin ouverture og et par dejlige largoarier. Ponnelles opsætning, en art tidlig operafilm uden publikum, i Palladios barokt drilagtige Teatro Olimpico vil dele vandene. Den er 20 år gammel i år og viser sin alder. Kameraarbejdet er ekspressivt og påtrængende, og opsætningen har et lidt overmodent præg, der skal lede tanken hen på det manierede udtryk i barokkens sidste dage - med kæmperober, enorme håropsatser m.m. Producerne har forvandlet Mozarts oprindelige tre kastratroller (som Mitridates sønner) til to mezzosopraner og én drengesopran, hvilket fungerer uproblematisk musikalsk, men dramatisk og visuelt går det ikke. Sønnerne er nærmest mere læberøde og feminint blussende end prinsesserne. 'Mitridate' er rumlende dramatisk dirigeret af Harnoncourt, der aldrig har været bange for at sætte eftertrykket ind. Det er tæt på, at bukserne sprækker, men i hvert fald er det en energisk fejende oplevelse. Murray er en fremragende Sifare, og Winbergh synger smukt og renfærdigt i titelpartiet.