Der er stadig lidt mere end tre måneder til 100-års dagen for Sjostakovitjs fødsel i september, men fejringerne begynder allerede at stjæle fokus fra 250-års fødselaren Mozart, og især på cd-fronten er de godt i gang. Alle skal være med. Berlinernes britiske chefdirigent Simon Rattle går på listesko og har valgt to oversete værker fra hver sin kronologiske yderende af russerens brede symfoniske produktion. Bedst lykkes det i Sjostakovitjs første, som med sine fire satser i f-mol refererer symfonisk-modernistisk tradition i feltet mellem Strauss og Mahler med dyk tilbage til kæmpeklassikeren Beethoven. Det tragisktvetydige udtryk og smægterierne med soloviolin og vals får Rattle alt sammen hold på, men med den fjortende går det ikke lige så godt. Rattle blev i sin tid med rette rost for sine friske øjne, da han indspillede Sjostakovitjs mere centrale 4. Symfoni med sit daværende orkestermirakel, Birmingham Symfoniorkester. I dag er hans metode blevet en anden. Der sænkes tempi og udmales dynamiske nuancer. Med to ikke-russiske sangere, hvoraf den ellers fremragende basbaryton Quasthoff er decideret fejlcastet som russisk bas, får Rattle ikke det frem, en Rudolf Barshai i nyere tid har præsteret med et andet tysk orkester, WDR Sinfonieorchester. Barshai uropførte i parentes bemærket denne symfoni, som i virkeligheden er en sangcyklus om døden, ledsaget af kammerstrygere og slagtøj, i 1969. Brilliant Classics har udgivet Barshai til spotpris. Køb hans samlede Sjostakovitj-symfonier for noget, der ligner prisen på denne ikke ordentligt udfyldte dobbelt-cd (med kun 86 minutters musik) og bliv rigtig tilfreds.