Dette er en urpremiere! Verdi måtte forkorte sin franske opera, endnu før tæppet gik i 1867. Siden blev den omarbejdet på italiensk og yderligere revideret og strammet, men dette skulle være alt, hvad Verdi oprindelig skrev til Paris. Hvad ingen har hørt før, er først og fremmest en stor åbningsscene med kor, der giver den politiske baggrund for den franske prinsesse Elisabeths accept af ægteskabet med Spaniens Philippe II, en duet mellem Elisabeth og Eboli i 4. akt og et par scener i aktens slutning, hvor Don Carlos og Philippe begræder den myrdede Rodrigue, og Eboli leder en folkeopstand. Læg dertil de markante forskelle mellem den franske version og den gængse italienske: En fest med ballet i 3. akt, hvor Elisabeth og Eboli bytter masker og dermed forårsager Carlos' fatale fejltagelse ved stævnemødet kort efter, er strøget. Flere duetter er erstattet af deklamatoriske passager i Verdis sene stil. Dertil mindre strygninger. I ren spilletid udgør forskellen tre kvarter. Det er en stilistisk mere homogen, dramatisk bedre forklaret og formelt bedre afbalanceret opera, man her får at høre, men er den mere virkningsfuld? Indspilningen argumenterer svagt for sin sag. Ikke at opførelsen er dårlig, men alle medvirkende har begrænsninger, man ikke kan negligere; og dirigenten er dansant og rytmisk spændstig, men mangler dramatisk patos. Hovedproblemet er dog lyden: Iscenesættelsen er yderst støjende, orkestret står plagsomt i vejen for sangerne, og det akustiske rum grøder, især for koret. Og i en reelt ukendt opera er det utilgiveligt, at der ikke medfølger libretto.