Storfilmen 'Cleopatra' - om Nilens dronning, der i Elisabeth Taylors flamboyante skikkelse fortryllede det antikke Roms mest magtfulde mænd én efter én - blev ramt af næsten alle de ulykker, der kan ramme en filmproduktion. Filmen kom i 1963 til at koste selskabet Fox, hvad der i dag - korrigeret for 40 års galoperende inflation - ville svare til 400 millioner dollar. Det er væsentlig mere, end hvad der kommer til at stå på bundlinjen ved trilogien 'Ringenes Herre'. I de to år, optagelserne stod på, blev både producenten, instruktøren og flere af hovedrollerne udskiftet med andre navne. Kun Elisabeth Taylor blev siddende på Egyptens trone, indtil hun sidst fralagde sig ethvert ansvar for det færdige produkt. Det, som efter hendes og mange andres mening havde forvandlet filmen til et kunstnerisk nederlag, indtræf først under klipningen. Instruktøren Joseph E. Mankiewicz havde satset på det psykologiske spil mellem hovedpersonerne - og mindre på de historiske slagsscener og masseoptrin. Dialogen voksede, og til sidst havde Mankiewicz optagelser nok til to film på hver tre timer, én om Cleopatra og Julius Cæsar, som et halvt år senere så skulle efterfølges af én om Cleopatra og Marcus Antonius. Men det ville Fox' studioboss, Darryl F. Zanuck, overhovedet ikke høre tale om. Forretningsmanden Zanuck ønskede hurtigst muligt at slå mønt af den ekstremt publicerede romance, som var opstået mellem Elisabeth Taylor og hendes medspiller som Marcus Antonius, Richard Burton. Deres kærlighed - off screen - var filmens bedste reklame. Derfor klippede han materialet ned til én film på i alt fire timer, som senere i nogle versioner blev beskåret med yderligere en tredjedel. Det, der blev skånet ved klippebordet, hang ikke længere sammen som historisk trekantsdrama, og filmen som helhed blev ikke godt modtaget hos kritikerne eller ved Oscarfesten. Kun Rex Harrison blev fremhævet for sit portræt af det charmerende magtmenneske Cæsar, en rolle, der oprindelig var bestemt for Laurence Olivier. I de sidste ti år er der gjort flere forsøg på at finde og samle nogle af de mange fraklip, især Tom Mankiewicz har kæmpet hårdt for at rehabilitere sin fars maltrakterede hovedværk. Håbet har været at lave en slags directors cut på seks timer, hvilket i dag 40 år efter må kaldes et utopisk projekt . Men det er dog lykkedes at restaurere og udgive underlægningsmusikken til den originale film, cirka 150 minutters symfonisk musik. Det har været et gigantisk arbejde. For Alex Norths musik foreligger ikke som færdige optagelser, men som korte lydspor eller tracks, der først skal samles og synkroniseres. Alene ouverturen til filmen er stykket sammen af 32 adskilte tracks, og for at fungere skal de stykkes sammen, næsten ligesom stenene i en pyramide. Af alle de komponister, der på det tidspunkt arbejdede for Hollywood, var Alex North (1910-1991) uden tvivl den mest modernistiske, mest dristige og mindst sentimentale. Han var klassisk uddannet på Curtis Institute of Music i Philadelphia og på Juilliard School i New York og kunne nemt være endt som balletkomponist i stil med Aaron Copland, hvis ikke han havde mødt instruktøren Elia Kazan. Kazan opfordrede ham til at skrive musik til filmen 'A Streetcar Named Desire', efter Tennessee Williams stykke. I grunden var det sådanne moderne emner, North havde det bedst med. Et andet vellykket eksempel blev hans diskrete musik til Mike Nichols ægteskabsdrama 'Who's Afraid of Virginia Woolf?' Bortset fra Stanley Kubricks 'Rumrejsen år 2001', hvor Norths musik kun opnåede en vis berømmelse ved slet ikke at blive benyttet i filmen, er det i dag to historiske mastodonter, han huskes for: musikken til 'Spartacus' og - ikke mindst - til 'Cleopatra'. 'Cleopatra' blev hans største arbejde for Hollywood og en præstation, som gør ham til en af den fatale films få helte. I en fortælling, der hele tiden er ved at drukne i arkaiske klicheer, er musikken fuldstændig befriet for dem. Nogle sylespidse trompetklange - i for eksempel Cleopatras indtog i Rom - kunne tyde på, at North kender sin Verdi og triumfmarchen fra operaen 'Aida'. Men i det store hele er musikken tidssvarende på en mere overbevisende måde end Taylors & Burtons førkristne, førægteskabelige opgør mellem pyramiderne. Den kan noget, som filmmusik kun undtagelsesvis kan tåle: at stå alene. I modsætning til alle de komponister i Hollywood, som var af centraleuropæisk eller russisk afstamning - og det var ikke få - havde North, der var født i USA, i Pennsylvania, et nært og indgroet forhold til amerikansk jazz. Hans forældre var ganske vist russiske immigranter, og selv sværmede han for russisk musik, især Serge Prokofiev. Som ganske ung studerede og arbejdede han derfor i Sovjet, men kun indtil han en dag i Moskva hørte Duke Ellingtons 'Mood Indigo'. Så blev han pludselig overmandet af hjemve og måtte rejse tilbage til USA. Her ventede udfordringer, der aldrig fik ham til at fortryde, at han havde forladt et job som radiotelegrafist. Den diskrete brug af jazzens rytmer og instrumentale farver skaber frisk luft ved Nilens lumre vande. Pragt og troværdig patos byder musikken også på, og når alt er gjort op, er Norths bidrag til verdens dyreste film måske det, der i længden blev den bedste investering.