I strømmen af energisk Beethoven fra Harnoncourt, Dausgaard, Rattle etc. er disse liveindspilninger et bemærkelsesværdigt udspil. Den engelske dirigent Roger Norrington viste i 1980'erne sine evner for Beethoven på historiske instrumenter med London Classical Players. Siden har han gjort sig bemærket med udogmatiske blandinger af nyt og historisk. Denne blanding praktiserer han med orkestret fra Stuttgart, som han i dag er chef for. Her er historisk messing og pauker koblet med ikkehistoriske strygere. Og så enkelt og letløbende forestiller de færreste sig nok Beethoven. Musikken er som en pil gennem luften. Norringtons altoverskyggende anliggende er fart og flugt. Fokus er på de overordnede linjer. Til tider går det ud over detaljen, når han skubber tingene til stregen. Det store offer er adagioen i 9. symfoni, der - skåret ned fra omkring 17 til 12 minutter - hverken er 'adagio molto' eller 'cantabile'. Korfinalen virrer gevaldigt med hovedet og kaster al ceremoniel tyngde af sig. Oden til glæden er usædvanligt artikuleret - det er der adskilligt af hos Norrington, der er - og med lidt blandede solistpræstationer og et hørbart klip før tenorsoloen er her tale om en øreåbner med både plusser og minusser. Men bestemt ikke kun minusser. Hvis Norringtons niende kan anbefales med forbehold, er cd'en med de to foregående symfonier til gengæld lige til at holde af. 8. symfoni, der i mere dvælende fortolkninger ikke altid er fri for at kede, revancherer sig som en festperle, og 7. symfoni bliver ren dansemusik. Præcis hvad Wagner hyldede den for at være! Prestoen presser voldsomt på og viser, hvor godt styr Norrington har på sit orkester, som slet ikke vil være til at kende for dem, der oplevede det i 1970'erne med Celibidache. Man hører tydeligt musikerne bladre noder, men et sådant touch af virkelighed gør kun de levende og præcise fortolkninger lidt menneskelige. Mange opfatter Beethoven som en panderynkende kliché af en buste. Her træder han energisk og dansende ned af piedestalen.