Men følsomme Schubertsonater? Da næppe med ham? Jo, lige bestemt med ham! Gratfrie klangkugler støber han, og som han dog triller med dem! Smagfuldt. Sødt. Smilende. Stilsikkert. Selv om vi anmeldere selvfølgelig altid er fordomsfrie, så havde jeg da aldrig troet, at denne plade kunne virke andet end mildt frastødende. Jeg tog fejl. Schuberts ufuldendte sonate i E-dur D157 har vingefang, vemod, lette svirp og fint dæmpede venstrehåndsfigurer, når det er det, der skal til. Den store, formfuldendte sonate i G-dur D894, Schuberts sidste før de tre kanoniserede klaversonater fra dødsåret 1828: Igen særdeles formfuldendt, allerhøjest en smule fedtglinsende på de smilende kinder, fordi Volodos nu engang har så uhyggeligt let ved at producere en fuldmoden klaverklang. Men her er vi oppe og skændes om marginaler. I menuetten er han ligefrem kæk i sine skarpe pointeringer. Måske er neoromantikeren og Horowitzklonen med sin tredje cd ved at træde i karakter som andet og mere end klaverets svar på Arnold Schwarzenegger? Han sætter punktum med en Liszttranskription, men ikke en af de tre, der er med på hans første cd 'Volodos' fra 1997. Derimod den tårevædede 'Der Müller und der Bach' med den uendeligt tragiske neapolitanerakkord - og som den dog flyder smukt af sted. Prøv det!