Min tro på musikkens blivende værdi styrkes af en bemærkelsesværdig ny dobbelt-cd med værker fra 1974-86, løbende indspillet som nye af musikerne i Rasmussens eget specialiserede kammer-ensemble, de Århus-baserede (og nu hedengangne) Elsinore Players, og under hans ledelse. Tillidvækkende er ikke mindst, at værker, der dengang virkede udfordrende sære, nu ofte opleves som umiddelbart kommunikerende. Det er en spændende, langt hen ad vejen stærkt underholdende samling, der groft set fordeler sig på tre værktyper. Fire værker for stort ensemble er virtuost instrumenterede, livlige og legende i holdningen. Gruppens særling er den tidlige 'A Ballad of Game and Dream', en flimrende, vittigt surrealistisk collageform af fragmenterede og udviskede erindringer, groteskerier og sære lyde. Poul Ruders havde gang i noget lignende dengang, men Rasmussen er mindre morbid og mere øm. 'Italiensk Koncert' består af tre delikate, brillante og opfindsomt smukke pasticher over henholdsvis modernisterne Castiglioni og Berio og - i midten - barokkomponisten Pasquini. Finalen er tyngdepunktet: mere kompleks og eftertænksom med skiftende temperaturer. 'Berio-Mask' er et ligesom mølædt arrangement af scherzoen fra Mahlers 2. symfoni, forurenet med andet stof, et værk der blander medrivende drive med sær nostalgi. I det kortere 'Pianissimo Furioso' siger titlen det meste: en absurditet sat på spidsen og mere byggende på bevægelse og stoflighed à la Ligeti end på konkret substans. Soloserien 'Encores' er et sidestykke til Berios (dér var han igen!) 'Sequenze', men de tre eksempler her er for lange og spekulative til rigtig at passe til betegnelsen 'ekstranumre'. Det skulle da være klaverstykket 'Strain', et 'vildt maleri' af en fortvivlet overanstrengt presto, som Erik Kaltoft ikke desto mindre giver klarhed og struktur. 'Lonesome - for syngende guitarist' er en øm, men også let forceret og tidsbunden parodi på tidens sjælssyge folkesanger. Særdeles ambitiøs er til gengæld den stort anlagte 'Fuga': en gennem- genkomponering af slutfugaen fra Beethovens 'Hammerklaversonate', genkendelig i substansen og trods al 'forurening' umiskendeligt Beethovensk i harmonikken; men udspaltet i flere samtidige tempolag bliver originalen søsygt udvisket som i et mangedobbelt spejl. Den indspillede version for klaver, guitar og vibrafon har en lyrisk-kammermusikalsk finesse og en fortællende dynamik i stemmernes samspil. To vokalværker står kronologisk i hver sin ende af udvalget. I den tidlige 'Kærligheden er i verden' savner udsagnet koncentration og melodisk karakter. Emil Årestrups tekster savnes i ledsageheftet, og da Rasmussens kommentar ignorerer værket(!), får man end ikke den danske titel. Derimod er 'Liederkreis' en fascinerende måneskinsbleg og spøgelsesagtig besværgelse af atmosfæren i tysk romantik. Melodikken er fængslende personlig, og den drømmeagtigt svævende form (hvis mangel på topografiske holdepunkter gør stykket lige langt nok) rummer en hemmelig poesi, der måske gør dette til samlingens mest følsomme værk.