Man kunne tro, at Hilary Hahn havde sat sig for at gradbøje begrebet perfektion i nye superlativformer. Hun intonerer perfekt, hun fraserer forbilledligt, hendes klang er mere himmelsk end jordisk, og hun har total kontrol over hver eneste melodistump i både Brahms' og Stravinskys violinkoncerter. De to koncerter, fra henholdsvis 1879 og 1931, ligner udadtil et umage par. Det er som at hænge et billede af Menzel eller Krøyer ved siden af et abstrakt maleri af Kandinsky. Af rent biografiske årsager - han døde i 1897 - var Brahms afskåret fra at mene noget om Stravinskys værk. Men Stravinsky brød sig ikke om Brahms' koncert (skriver Hahn), og det er højst tænkeligt, at de mange, der plejer at drukne deres følelsesbehov i denne store klassiske koncerts strøm af sangbart materiale, ikke vil tænde på Stravinskys mere kølige og nyklassicistiske bud på den klassiske koncertform. Selv om den er tættere på os. Men i sine velskrevne noter forsvarer solisten denne kobling. Og koblingen karakteriserer hende som kunstner. For hun spiller begge koncerter med så meget professionelt overskud og så tilpas meget reservation, at man fornemmer fællesskabets tankevækkende logik. Ingen af koncerterne er solistkoncerter af den gammeldags slags. Violinen er et instrument mellem andre, og der står større ting på spil end eksponeringen af den rene ækvilibristiske virtuositet.