De to 'fantasier' (egentlig variationer over kæder af svenske folkemelodier) er skrevet til hænder, Kuhlau kendte (op. 25 til ham selv), og er mere brillante og spontane. Den ydmyge og samtidig ret frie form og de charmerende melodier har mobiliseret komponistens pianistiske fantasi og kaldt på fine harmoniske detaljer. Noget forvirrende har ledsageheftets oversigt byttet om på de to værker. Trondhjem spiller sympatisk nok selv disse bravurstykker med mere elegance end pomp, dejlig let og distinkt i figurationer og passager, men i sonaterne føler man ofte, at musikken egentlig er interessantere, end den lyder: Det douce anslag og en næsten indolent diskretion glatter musikken ud, temaerne taber individualitet, og navnlig i den mere vidtløftige c-dur-sonate savner man en klar strukturering af passager, perioder og tempo og dermed af formen som helhed.