Helhedskonceptet er hårdt pumpet og næppe fyldt ud, og de mange personlige, ofte melodisk frodige ideer har svært ved at blomstre i en noget udslidt, overmoden stil (og som Busoni da også siden forlod). Gustent overlæg svækker udtrykkets spontaneitet. Men når det er sagt, må man også erkende værkets fængslende generøsitet, originale detaljer og atmosfærerigdom: den diabolsk-fantastiske andensats, tredjesatsens mærkelige klagesang og grandiose kulmination, fjerdesatsens raffineret stiliserede italienske folkelivsscene og finalens suggestive mystik. Det er værd at stifte bekendtskab med. Nyindspilningen fra Birmingham er velspillet og rig på karakter og symfonisk varme og bredde, og solisten har imponerende overskud til italiensk lethed bag den tyske pomp. Mindre overbevisende er den dumpe og dækkede lydoptagelse, der holder musikken på en let uvirkelig afstand.