Alle violinister med ambitioner skal det hele igennem. De store solokoncerter af Beethoven, Mendelssohn, Brahms, Tjajkovskij, Sibelius, Sjostakovitj og Prokofjev - og hvad de ellers hedder - hvor den individuelle stjerne kan spille op mod et 100-mands orkester og komme sejrende igennem musikken med et nyskabende, personligt bud. En del fortolkninger glemmer man hurtigt. Men ikke denne af Johannes Brahms' syngende mesterstykke spillet med nænsom feminin perfektion af georgieren Lisa Batiashvili - eller den mere erfarne tysker Frank Peter Zimmermann og hans fantastiske skildring af den ensomme folketone i Sibelius' dramatiske violinkoncert. LÆS OGSÅPåskehyldest til morderisk komponist var ikke helstøbt Batiashvili debuterede forrige år på Deutsche Grammophon med skønne, grusomme sager som minder fra hendes egen sovjetiske barndom, og det er selvsagt noget helt andet, hun får ud af Brahms' lyriske, romantiske koncert. Her er Batiashvilis tone lys og charmerende med kun en snert af den sovjetiske dramatik, hun duperede kritikerne med i 2011. Men stilen passer virkelig godt til det perfektionerede, skarpslebne udtryk, det imponerende orkester i Dresden leverer som akkompagnement. Man føler sig virkelig taget ved hjertet og ført igennem de store landskaber af små iltre motiver, der som fine tandhjul i en nypudset motor driver handlingen frem med største naturlighed.
Lige så imponerende er det, at Batiashvili fuldstændig ændrer tone i de tre små stykker for violin og klaver af Brahms' åndelige kæreste Clara Schumann i en sjælden indspilning. Schumanns musik er, som sin mands, en natteverden af dunkle konstateringer og mørkbejdset poesi, og det perspektiv leverer den 33-årige violinist med en skøn varm farvning af de lange, krogede melodier. Zimmermann har 15 år mere på dåbsattesten. Hans livtag med Sibelius' teatralske violinkoncert emmer af fysik og temperament, men er ikke mindre balanceret. Hos Sibelius er der smæk for skillingen det meste af vejen, men det er fra et ensomt, ydmygt folkemusikalsk udgangspunkt, og den karakter holder Zimmermann fast i. Hans tone er markant, men enkel. Orkestersiden leverer Helsinkis fineste musikere med masser af kraft. Men selv om man næppe finder et orkester med mere indsigt i Sibelius' musik, lever indspilningen ikke helt op til detaljeringsniveauet hos Zimmermann. Det er dog småting i forhold til en cd, der virkelig formår at vise komponisten som en særegen kunstner på egne veje. LÆS OGSÅØstrisk Ingolf er et rent 'Wunder'-kind ved tangenterne Sådan fremstår Sergei Prokofjev ikke helt efter oplevelsen af Batiashvilis jævnaldrende stjernekollega fra Holland, Janine Jansen, og hendes fortolkning af mandens populære Violinkoncert nr. 2. Uden på nogen måde at falde igennem kommer Jansens ligefremme forvaltning af Prokofjevs nyklassiske univers til at virke lidt anonym og lidt gammeldags.
