Man kan ikke høre, det er en 26-årig, der spiller, og manden på billederne ligner mere en drømmende forretningsmand end en følsom, moden pianist.
Men russisktyske Igor Levit ved flyglet er ikke desto mindre lige akkurat det: følsom, kunstnerisk moden og dertil klaverteknisk set så sikker i sit spil, at man nærmest ikke kan tro det, man hører.
I mange år var det tyskeren Wilhelm Kempff, der satte standarden for, hvordan Beethovens 32 klaversonater skal fortolkes. Men Levit var i 2013 med til at ændre det billede.
Det er ikke bare den rekord i fingernemhed og overlegenhed, han sætter i Beethovens hundesvære ’Hammerklaversonate’. Det er også – og frem for alt – det kunstneriske indtryk.
Hans indledende udladninger er overrumplende, men snart følger eftertanken og roen i den inderligt sjæletunge adagio, før Igor Levit i sidste sats demonstrerer, hvor flot man kan spille verdens mest blærede fuga. Levits livtag med de sene klaversonater er forløsende Beethoven spillet på et nutidigt instrument.
Det har dybde og indblik, og det har mesterlig – jo, pokker tage mig, mesterlig – klarhed. Dette dobbelte Beethovenalbum lyder som levende tanker omsat til klingende realitet via tangenter.
Forløsende balance
Siden 1995 har pianisten med det pæne ydre boet i Hamburg, skønt han er født i storbyen Nisjnij Novgorod, der ligger øst for Moskva.
Han har de sidste to år været en del af BBC’s New Generation Artist-program, og hans Beethoven-album, der var sensommerens store overraskelse på det internationale plademarked, er mild, blid og magtfuld.
Hør E-dur-sonaten nr. 30, for eksempel. Temaet i tredjesatsens variations-tour de force er i forvejen en af verdens smukkeste melodier, og Levit spiller den afklaret. Dybt, enkelt og med roligt åndedrag. De højder, han derefter når, er intense.
Overhovedet intet i hans klang eller stil lyder russisk. Det hele klinger af tysk-østrigsk klaverkultur og lydhør selvbevidsthed.
As-dur-sonaten holder en forløsende balance mellem udtryk og overblik, og i adagiosatsen får han klaveret til at synge, som var det et menneske.
Det er alt sammen ret overvældende, og selv om der nok en dag ude i fremtiden skal komme et nyt Beethovenbud fra denne pianist, der kun lige er begyndt, er det svært at give mindre end seks hjerter for en Beethovenplade, der stikker så markant af fra de mange andre, der hele tiden pibler frem alle steder fra.
Et oprør mod Steinway-homogeniseringen
Men hvad pokker skal man så foretrække, når man sammenligner Igor Levits Beethovendebut med den efterhånden ældre klavermagiker András Schiffs helt nye udspil fra det tyske plademærke ECM?
Igor Levit leverer perfektion og følelse samlet i ét ungdommeligt snuptag. Schiff, til gengæld, er en ener med en særlig nøgle til nogle kamre i musikken, andre bare ikke har adgang til. Levits Beethoven-album slutter med den store c-mol-sonate opus 111 i to satser, som er den, András Schiff indleder med på sit dobbeltalbum.
Her kobler han Beethovens sidste klaversonate med hans monumentale ’Diabelli-variationer’, og hos Schiff mødes øret af noget, der lyder meget anderledes og lidt som et historisk hammerklaver.
Instrumentet er mere tørt, lettere og mere klingrende, og et kig i den medfølgende booklet afslører da også, at det er et hammerklaver, fremstillet i Wien på Beethovens tid, Schiff har valgt til sin cd.
Fra tone til tone
Men den ungarske ener er kendt for at skifte instrument fra det ene værk til det andet, også ved sine koncerter, og der er faktisk to forskellige instrumenter i spil på Schiffs plade.
Til c-mol-sonaten er det et snart 100 år gammelt Bechsteinflygel fra 1920’erne, han spiller på. Det samme flygel, som en anden af de store, gamle tyske Beethovenlegender, pianisten Wilhelm Backhaus brugte til koncerter og pladeindspilninger. Det klinger kort og klart, men er alligevel varmt i tonen.
Mesterpianist leverede kirurgisk præcis maratonekstaseSelv er Schiff udpræget lyttende i forhold til Beethoven. Med ham bliver sonaten en opdagelsesrejse. Den langsomme sats står næsten uvirkelig i al sin tøvende følsomhed her, mens pianisten træder fra tone til tone, som var temaet sat sammen af små tuer eller sten, der skal balanceres hen over.
Drømme-spilledåse-verdenen
Den måde, András Schiff kan åbne musikken på, er enestående, men også helt anderledes end Levits traditionsbevidste overskud.
Schiff finder langt, langt ind til en drømme-spilledåse-verden, jeg aldrig før har hørt i denne sonate. Lige indtil musikken bliver til ingenting til sidst og nærmest fordamper.
Men det er ’Diabelli-variationerne’ med deres uendelige række af eksperimenter foretaget med en lille, uskyldig melodi som udgangspunkt, der er cd’ens hovedsag. Og Schiff spiller dem to gange!
Først på Bechsteinflyglet, hvor noget af musikken igen nærmest forstøver. Den har aldrig været spillet sådan før, og man lytter intenst til forløbet, der åbner musikken med en overraskende sprødhed og sarthed. Her ses hver variation som gennem en røntgenbrille, der afslører musikkens grundkarakter, hvorefter det er dén, pianisten uddestillerer.
Men hele tiden med et lille, opmærksomt trukket åndedrag mellem nodelinjerne.
Fremtidsmusik fra 1820'erne
Den anden cd giver lytteren ’Diabelli-variationerne’ nok en gang.
Denne gang spillet på det omtalte hammerklaver lavet i Wien hundrede år tidligere end Bechsteinflyglet. Det er selvfølgelig sprødt, men har en markant dæmpet bund i klangen.
Med dette instrument tages lytteren endnu et skridt ind i en verden, hvor det ikke handler om det moderne Steinway- eller Bösendorferflygels bevidst egale lydideal, men hvor Schiff netop spiller på instrumentets forskellige klangkarakteristika.
Her er anmeldernes klassiske favoritter 2012Meget apropos i forhold til, hvornår instrumentet er bygget slutter Schiff sin Beethoven-rejse af med de seks sene ’Bagateller’ opus 126.
De er det sidste, Beethoven komponerede for klaveret på et tidspunkt, hvor hans hørelse ikke længere tillod ham at høre, hvordan det, han skrev, egentlig lød. Han måtte stole på sin erfaring og sit geni, og under Schiffs fingre lyder de som fremtidsmusik fra 1820’erne.
Vil ikke vælge
András Schiffs Beethoven-album er et kunstværk på egne præmisser og et bevidst oprør mod den Steinway-homogenisering, der har præget klaververdenen i årtier.
Levits udspil er til dem, der vil have suverænt god, ny Beethoven i sporet fra gamle Wilhelm Kempff. Spillet af en af morgendagens helt store pianister.
Nu har jeg lyttet og lyttet, og jeg vil ikke tvinges til at vælge.
Jeg vil have dem begge to.
-------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at den russiske by Nisjnij Novgorod ligger vest for Moskva. Den ligger 400 km øst for.
fortsæt med at læse
