Hele tiden må Fabio Luisi dog leve med, at den gamle dirigent Lamberto Gardelli kigger over hans skulder. I løbet af 1970'erne tog Gardelli og Philips pusten fra operaens selvbestaltede vismænd ved at demonstrere, hvor avanceret en musikdramatiker Giuseppe Verdi var, i en række mesterlige indspilninger af titler som 'Konge for en dag', 'De to Foscarier', 'Røverne', 'Korsaren', 'Slaget ved Legnano' og 'Stiffelio' - alle de sjoveste af de ukendte Verdisager og så et par til. Når nu Gardelli tog 'Stiffelio', Verdis kompromisløse og meget modne mesterværk fra 1850, så er hans efterfølger jo pinedød nødt til at mosle med omarbejdelsen, 'Aroldo' fra 1857, for at Philips' Verdikatalog kan blive komplet. 'Stiffelio', der kom til verden mellem 'Luisa Miller' og det endelige gennembrud med 'Rigoletto', handler om en samtidig protestantisk præst, der vender hjem og finder ud af, at hans kone har bedraget ham, og som ender med offentligt at tilgive hende med prædikestolen. Brændbare emner i en kultur, hvor bare en gift præst var tabu, endsige da ...! Censuren og folkestemningen var imod 'Stiffelio', der i en ny bearbejdelse blev til 'Guglielmo Wellingrode' om en tysk 1400-talsfyrste. Således sank et af Verdis tidligste hovedværker, men blot for at genopstå, da navnet Verdi en gang for alle var slået eftertrykkeligt fast, som 'Aroldo'. 'Aroldo' er ingen god opera. Lange musikalske passager er hentet direkte fra 'Stiffelio' og heldigvis for det. Nu handler operaen om en middelalderlig engelsk korsridder, som kommer hjem fra Palæstina og opdager sin hustrus utroskab. Altså ingen from kirkens mand længere, men selvretfærdig og våbenfør og på eventyrvis så fjernt, så fjernt fra vores egen tid. Librettoen giver ikke megen mening længere, og musikalsk er 'Aroldo' en konservativ affære, bygget op om sætnumre og tidlig romantisk formalisme. Den svedige desperation, fortvivlelsen og fornemmelsen af liv og død, der alle var med til at kendetegne stemningen i 'Stiffelio', er pist væk, flere af den oprindelige operas flotte dramatiske effekter er borte, og der er intet interessant at sætte i stedet, på nær måske en imponerende tonesat storm i fjerde akt. Luisis florentinske orkester er habilt, og sangerne er en langt bedre sag værdig. Neil Shicoffs tenor er vel knap den friskeste på markedet længere, men den har vundet i ekspansion, dybde og karakterisering. Carol Vaness' instrument, et af mine foretrukne for en halv snes år siden, er heller ikke det allermest pålidelige længere, med et udtalt vibrato og en deprimerende generalisering af udtrykket. Den unge engelske bas Anthony Michaels-Moore, som jeg ellers har ment lidt af hvert om i tidens løb, er en fremragende ridder Egberto. Om I skal købe den? Ja, hvis I har samme ambition som Philips om at få et komplet Verdikatalog derhjemme - ellers køb Lamberto Gardellis gamle 'Stiffelio' i stedet.