De færreste kender Rezniceks musik. Men hvis du er til psykologiserende senromantik, så giv dig tid til hans 'Ridder Blåskæg'. Emil Nikolaus von Reznicek (1860-1945) forstod at raffinere den pragtpalet, det store senromantiske orkester byder på. Han så at sige malkede det i solnedgangstimen. Komponisten tog karriereturen fra Wien over Prag til Berlin, hvor han arbejdede ved Komische Oper, og 'Ritter Blaubart', uropført 1920, lægger sig bestemt inden for tysk-østrigsk senromantisk tradition. Selv om Reznicek lukker os ind i titelpersonens syge sind, er vi et godt stykke fra Bartóks symbolladede og renere destillerede topersonersdrama over samme eventyr, der blev uropført to år tidligere i Budapest, og som for nylig fik en fornem opførelse af Radiosymfoniorkestret. Rezniceks 'Blåskæg' er en korløs opera, der lever af glitrende nuanceret tekstspejling suppleret med smeltende uhyggelige og voldsomt dramatiske orkestermellemspil. Indledningen til anden akt minder - i påfaldende grad endda - om begyndelsen af Schönbergs farvemættede 'Gurrelieder'. Og Wagner spøger flere steder. Ikke mindst i 'Valkyrien' i den store tenorscene, hvor den blinde tjener stikker ild på borgen. Rezniceks melodiske gaver er mindre end Strauss', men vokallinjerne, der kan tendere mod det deklamerende, er ikke ufunktionelle. Pittman-Jennings synger en Blåskæg, der næsten kan få én til at tilgive den patologiske seriemorder. Hans Judith er opgaven voksen som dramatisk sopran i anden akt. Og da Blåskæg er færdig med hende, klinger et klart Tristancitat over slottets sorte sø. Scenen er sat til sidste akts kærligheds- og dødsdrama, der har Judiths lillesøster i centrum. Sjælesygt, men fortryllende smukt!