DEN 34-ÅRIGE franske rædselsromantiker Hector Berlioz blev intet mindre end sindsoprivende begejstret over i 1837 at modtage bestilling på et rekviem til minde om ofrene for den franske julirevolution. En dødsmesse af de storslåede skulle det være, komponeret med de gamle latinske messeled, og Berlioz' breve fra kompositionsperioden præsenterer læseren for en ekstatisk skabersjæl i dommedagsberuset udfoldelse. Messingblæsere fra alle fire verdenshjørner gør hos Berlioz domsbasunerne til et kvadrofonisk skrækscenarium. Et bulder af ikke færre end otte sæt pauker blandes med - ganske vist lange - neddæmpede, mystiske passager i et værk, der med sit skræmmende masseopbud af musikere og sangere ikke så let lader sig fange ind på cd. Men som her får en stringent og effektfuld livefremførelse under den rytmisk orienterede sir Roger Norringtons ledelse. Som sædvanlig meget entydig, hvad der i forbindelse med dette mammutværk er en fordel. Hvis man kender Berlioz' 'Fantastiske symfoni' om en ung mands rædselssyner under et selvmordsforsøg med opium, kan man levende forestille sig Berlioz rulle sig ud i 'Dies irae'. Hos den romantiske regelbryder er dommedagsskriget blevet selve rekviemmets omdrejningspunkt, repræsenterende individets dødsangst. Diametralt modsat det fredelige 'In paradisum', der løser op for landsmanden Faurés lyriske dødsmesse. De medvirkende kor klarer opgaven flot. Tenorsoloen over de lyse kvindestemmer i 'Sanctus' er katedralfyldende og fokuseret. Helt i orden og heldigt, eftersom solisten er placeret lidt langt fra nærmeste mikrofon.