Det var vejr til shorts og vandflasker, da Melissa Aldana fra New York varmede op på sin tenorsax bag festivalteltet.

Teltet var slået op på Østerbro, og da den 26-årige musiker gik på scenen iført solbriller og sandaler, var det for at kaste respektfulde blikke bagud i jazzhistorien.

Det var den unge musikers første besøg på jazzfestivalen, og det var tydeligt, at hun stadig er i gang med at lytte til og lære af de gamle tenorhelte.

Sprang op og ned

Især én saxofonkollos, nemlig Sonny Rollins, kastede sin svalende skygge ind over Østerfælled Torv, mens Melissa Aldana præsenterede sin trio, hun kalder Crash.

Chileneren Pablo Menares på bas holdt styr på tiden, mens cubaneren Francisco Mela gav trommeskind og bækkener en virtuos, energisk behandling.

Melissa selv sprang en del op og ned mellem instrumentets registre og indlagde undervejs nogle bevidst grimme toner.

Men første sæt var alligevel en smule skuffende med lidt for meget dygtig, pæn, historiebevidst jazzpige, så anmelderen cyklede videre ind til byen for at finde mere tenorsax.

Øl på bordene

Det var der på jazzstedet Charlie Scott’s, hvor Jeppe Zacho spillede standards i baren med sin kvartet. Her var ikke vandflasker, men øl på bordene, og Zachos naturlige, opfindsomme fraseringer virkede dulmende i varmen.

Med den forrygende svensker Måns Persson på guitar spillede kvartetten standards. Også her spøgte Rollins hos en tenor, der ellers har vist, at han holder af den ældre swingjazz, og inden anmelderen cyklede videre, nåede han både at få en langsom blues og en ’I’ve got rythm’ med sig, der understregede de fire musikeres tætte indbyrdes kommunikation.

Der var tilsyneladende tenor over det hele, og på et af Københavns traditionelle jazzvandhuller, Palæ Bar, hed saxofonisten Jan Harbeck. Jeg nåede det andet af hans kvartets sæt, og her hyggede det øldrikkende publikum ved bordene og uden for de åbne vinduer sig med musikere på topniveau.

Blæste råstyrke

Henrik Gunde ved det opretstående klaver legede suverænt med tangenterne, mens han fløjtede duo med sig selv i en solo, og bag et spartansk trommesæt sad Anders Holm og svedte ned over den flade, behårede brystkasse, mens han lagde junglerytmer under ting som 1930’er-filmhittet ’Carioca’ fra ’Flying down to Rio’.

På bas var Eske Nørrelykke det diskrete, uforstærkede indslag, mens kapelmester Harbeck selv demonstrerede, at der bare ikke er nogen, der kan lægge sjæl i en jazzballade, som han.

Med hvid skjorte og sort slips blæste han råstyrke ud gennem sit horn. ’Is you is or is you ain’t my baby’ sad, hvor den skulle.

Men det var, da Harbeck nok en gang fiskede den ellers glemte tangoballade ’La Rosita’ frem med et respektfuldt nik til de gamle giganter Hawkins og Webster og gav den så meget af sin egen sjæl, at man smeltede ved at høre det, at solskin og tenorsaxofon gik op i en højere jazzet enhed.