Den 54-årige amerikanske pianist Dave Kikoski skulle ikke have mere end et par minutter på jazzfestivalens første aften i Jazzhus Montmartre, før han havde løftet sløret for, hvad han stod for.
I åbningsnummeret ’Cecilia’ overførte han energien i sine hænder til en omgang rastløs og overskudspræget bopjazz med lange, perlende linjer, rappe figurer og smældende akkordvendinger, dyppet i bluesens elastiske tjære og rullet i det moderne jazzklaverspils spraglede fjer. Og med traditionens åndsbevidsthed som usynlig, men allestedsnærværende faktor.


























