»Nu ved jeg, hvordan det lyder, når 30 børn går amok i en time«, konstaterer en stærkt svedende og glad Kresten Osgood, da vi sætter os i græsset efter en veloverstået børnekoncert i Kongens Have i går eftermiddag. Eller koncert var det faktisk ikke. Det var snarere en times jamsession mellem 30-40 unger i alle størrelser og farver og Kresten Osgood (trommer), Thomas Vang (bas), Jesper Løvdahl (sax) samt dagens to gæster, Anders Provis (trommer) og Jeppe Skjold (sax). En jamsession, der til tider når et infernalsk støjniveau, som får enkelte af børnene til at holde sig for ørerne eller begynde at græde, så ’onkel’ Osgood må bære dem ned fra scenen – men som først og fremmest lader de mange unger give totalt los for spilleglæden. Og for trangen til at fyre en fed solo af til ære for mor og far. Især nogle af de små drenge trykker den af, som var det den naturligste ting i verden at stå på en scene og spille saxofon for et jublende publikum. Urinstinkt »Børn har et urinstinkt for at spille musik. Det er så fedt«, som Kresten Osgood siger. Det er første gang, at den driftige musiker har stablet en sådan koncert på benene. I stedet for en pædagogisk koncert, hvor musikerne belærer børnene om instrumenterne, har han valgt at arrangere en spil-sammen-koncert, hvor der på forhånd er sørget for instrumenter nok til ca. 30 børn. Derudover er børnene i jazzfestival-programmet blevet opfordret til at tage egne instrumenter med. Mange har taget imod opfordringen. Blandt andet Freja (11 år) og Selma (8 år), Jerne Fagerberg samt Mia (9 år) og Sasha (11 år) Adrian. Mia har taget en lille afrikansk tromme med. Hvorfor lige den, spørger journalisten. »Fordi jeg har den«, lyder Mias svar. Mere kompliceret er det såmænd ikke. Mia spiller ikke musik normalt, men i dag går hun og de andre piger glade op på scenen og spiller med. Mias søster Sasha har en større tromme med, mens Freja har medbragt en tamburin. Den yngste af pigerne, Selma, har en hel pose med. Da hun hælder indholdet ud på fars og mors tæppe, åbenbarer sig seks Freddy Fræk-fløjter (dem, der siger som en and), et par rasleæg og en tamburin. Kan Selma spille på de der fløjter, vil journalisten vide. »Kan jeg, mor?«, spørger Selma sin mor. »Det kan du da«, svarer mor. Og så er det showtime. Kresten Osgood proklamerer, at »alle de børn, der har lyst, skal komme op på scenen – og så skal vi spille i en hel time – uden pause!«. 30-40 børn myldrer op på scenen, griber instrumenterne og kaster sig ud i det. En lille pige med lyst hår puster i en klarinet, så hun bliver knaldrød i hovedet. På et splitsekund er havens ro erstattet med lyde i alle mulige retninger. Der bliver truttet, trommet og raslet. En kaossymfoni, kunne man kalde det. Indtil onkel Osgood overtager styringen. Når han løfter sin hat op i luften, må der spilles. Når hatten falder tilbage på hovedet, betyder det stop. Ryster og rasler En lille kinesisk pige ryster ivrigt sin lyserøde tamburin. Hun stråler. Ved siden af er en lille lyshåret knægt ved at rasle hånden af led med sit grønne rasleæg, mens saxofonist Jesper Løvdahl spiller ind over. Foran scenen er der også masser af børn samt ivrige forældre, der tager billeder af poderne med deres mobiltelefoner. Plænen er befolket med børnefamilier med barnevogne, tæpper, termokander og spegepølsemadder i sølvpapir. Solen skinner behageligt, og stemningen er ganske enkelt helt i top. Ronja er blevet væk fra sin mor og kan hentes i teltet, fortæller onkel Osgood, før koncerten fortsætter. Før skulle de spille vildt. Nu skal børnene spille helt stille. Og helt umærkeligt forvandler lydtapetet – anført af de fem voksne musikere – sig fra støj til klare rytmer, som får alle til at gynge og klappe med i takt. De to trommeslagere, Osgood og Provis, lægger rytmen, og børnene glider ubesværet med. Efter tre kvarter er det slut. Spilleglæde »Det gik rigtig godt. Jeg nød det meget. Flere af børnene tog ansvar for musikken og gjordet det flot. Jeg er bare så glad for, at vi har lavet noget, der lød frisk og spændende, og hvor vi kunne mærke en stor spilleglæde hos børnene«, konkluderer Kresten Osgood. Om blot en halv time skal han spille næste koncert i festivalrækken. Eksperimenterende jazz med saxofonist Luther Thomas og bassist Niels Davidsen. Noget ganske andet, skulle man tro. Men ikke ifølge Osgood: »Det, jeg skal spille nu, lyder som det her. Det er bare med folk, som har spillet hele livet«.