Copenhagen Jazz Festival, Eliane Elias med Marc Johnson bas, Satoshi Takeshi på trommer og elektronik samt Rubens de LaCorte på guitar. Det Kgl. Teater, onsdag 11. juni kl. 18.00.Det er rigtigt. Jeg har aldrig haft problemer med karrieren og aldrig, hvis jeg skal være ærlig, fået en dårlig anmeldelse. Jeg er altid blevet budt velkommen af både publikum og kritikere, der jo fortæller, hvad de føler og mener«. Eliane Elias er tilbagelænet fornøjet. Måske har hun ikke hørt alt, hvad der er sagt, og ikke læst alt, hvad der er skrevet, men glad og stolt er hun og det på en måde, der kan virke næsten ungdommelig hendes 46 år og status som verdensstjerne taget i betragtning. Hendes kunst er blevet mødt med ord som mageløs, fascinerende og forførende. Hun er en af jazzens fornemste pianister, hun har med sin sang fået flere til at overgive sig, hun har modtaget priser, og hendes plader har toppet hitlister i både Japan og USA. Hun var på den Europa-turne, der i den kommende uge bringer hende til Copenhagen Jazz Festival og Det Kgl. Teater, da jeg for nylig mødte hende i Barcelona. Iført cowboybukser og kort læderjakke promoverede hun en stil langt fra det billede af kølig diva med indbygget sensualitet, hun konsekvent har dyrket på sine pladecovers og fotografier til offentligheden. Der var dog igen facon på tingene ved aftenens koncert, da hun for en fuldbesat sal bar den stramme sag med den høje slids, der nærmest er blevet hendes varemærke og engang fik en herværende anmelder til at bruge ordet sexet. »Virkelig!«. »Vel, når jeg går på scenen, vil jeg gerne bære noget skønt, noget folk kan lide at se på. Jeg ville aldrig, som nogen gør, optræde i jeans. Det er tydeligt, hvis det sensuelle aspekt ved at være kvinde er tvunget frem. Så er det ikke attraktivt. Den slags, der foregiver at være noget, tiltaler ikke mig. Den rigtige sensualitet udspringer af den mest naturlige, rene tilstand, en kvinde kan være i. Og jeg kan forstå, hvis publikum under en koncert kan opfatte mig som sexet. Det er ikke påtaget. Det er en af de følelser, der kan opstå som en del af musikken«. Et anderledes barn Eliane Elias er født i et velhavende hjem i São Paulo i Brasilien, og allerede som barn betog hun omgivelserne med et så forbløffende spil, at hun i dag ikke har noget mod at bruge ordet naturtalent om sig selv. En af historierne vil vide, at hendes spillelærer engang brød i gråd af bar betagelse. »Jeg var meget anderledes, men det var ikke noget problem. Tværtimod. Når de andre børn ville ud at lege og have det skægt, ville jeg hellere spille og høre musik. Når de andre i de hede sommerdage tog på stranden, opsøgte jeg det nærmeste klaver. Jeg elskede at spille og nærede allerede dengang en lidenskab over for instrumentet«. »Som teenager var jeg ofte sammen med lærere og ældre musikere, når de andre holdt fri fra skole. Jeg delte min tid med klaveret, ikke med mine jævnaldrende, og jeg var lykkelig over at være alene med musikken. Jeg blev udfordret af det, og jeg elskede det«. »Jeg blev opslugt. Der opstod en særlig forbindelse. Det var en velsignelse, og det skete, at min familie måtte bryde ind, når jeg havde været i gang i seks timer. Jeg følte mig aldrig ensom. Man kan ikke være ensom med musikken. Den er et forbløffende selskab. Den er et selskab for altid«. En anden historie vil vide, at hun blot var 12, da hendes transskriptioner af soloer fra mestre som Art Tatum, Bud Powell og Oscar Peterson begyndte at hobe sig op i hjemmet. Faren havde plader med hjem fra sine forretningsrejser til USA, og datterens kærlighed til jazzen blev vakt. Hun begyndte selv at undervise som 15-årig, hun studerede klassisk teknik hos blandt andre den anerkendte Amaral Vieria, og hun blev protegé af Vinicius de Moraes, der arbejdede sammen med den brasilianske bossa novas mest lysende navn, Antonio Carlos Jobim. Som 17-årig begynde hun selv at engagere sig med nogle af genrens bedste, og på en tur mødte hun bassisten Eddie Gomez, der både var i besiddelse af overtalelsesevner og øre for, at talentet burde bæres ud over Brasiliens grænser. I 1981 landede Eliane Elias i New York City, og da det i øvrigt mandsdominerede jazzmiljø indså, at det unge menneske kunne meget mere end se køn ud, blev hendes navn føjet til supergruppen Steps Ahead, hvis bassist i øvrigt var Eddie Gomez. Det var med Steps Ahead, hun første gang gæstede København. Året var 1983, og der skulle gå en rum tid, før nogen fandt på etablere Det Kgl. Teater som jazzscene. Den indtager hun nu med sin kvartet. »Jeg ser frem til det. Jeg har hørt, at det er et smukt sted og har en god akustik. Og man kan se, at folk elsker det, når nogen gør en indsats for at præsentere musikken ordentligt«. »Jeg kender de mindre spillesteder indefra, men udviklingen har ført mig til de store sale. Jeg har optrådt udendørs for 30.000 mennesker i Japan, jeg har spillet i sale med plads til 5.000, men mest normalt med omkring 1.000 sæder. Det giver forskellige oplevelser, intimiteten, nærheden til publikum er ikke så tæt i et teater, men det betyder ikke, at forbindelsen forsvinder«. »At spille i et teater kan give en særlig lyd og energi. Folk føler stadig, at vi er der sammen, og som udgangspunkt vil jeg blive ved med at kommunikere, som om musikken går fra en person til en anden«. »Jeg er der for publikum, for at give folk musik. Tage dem om hjertet, få dem til at græde eller føle sig lykkelige. Få dem til at bevæge sig til rytmen eller blive ladet op med ny energi. Når jeg er på scenen, er jeg selvfølgelig klar over, at jeg har et publikum, men jeg er samtidig alene med mit instrument. Hvis de særlige øjeblikke skal opstå, skal jeg også være i stand til at gå ind i musikken. Det er jeg nødt til for at få den til at flyde. Det er en meget delikat balance«. Stemmen rykket frem Eliane Elias har sat mig stævne på sit hotel i Barcelona. På et tidspunkt begynder personale at skramle med nogle borde, og hun rejser sig for at skaffe ro. »Jeg kan ikke tale med larm i baggrunden«, forklarer hun, der tillige har sikret, at flasken med vand har stuetemperatur. Den må ikke være kold. Hun skal passe på sin stemme. »Det er et vanskeligt instrument, og jeg kunne blive forkølet. Mange amerikanske sangere skriger, yeah, yeah, de har en vældig røst. Det har jeg ikke, det er ikke min stil. Det udtrykker ikke, hvad jeg føler«. Hun har for længst etableret sig som komponist og arrangør. Hun har hele sit liv, næsten, været pianist. Hendes stemme har altid været klaveret, og med sin virtuose teknik kan hun, som hun selv siger, gøre hvad som helst med det. Hun har sunget et par sange undervejs, men på det seneste fokuseret langt mere på den del af sin musikalitet, hvad vi også kommer til at høre i København. Det begyndte for alvor med cd’en ’Dreamer’ fra 2004 og blev forstærket med den seneste udgivelse, ’Around the City’, der udkom i fjor. »Mine plader sælger godt, og jeg har nået en position, hvor ingen kan tvinge mig til noget. Jeg skal bevare min musikalske integritet, men det handler også om forretning. Jeg vil ikke blot gentage en succes, men jeg skal også præsentere min musik, så mine fans bliver ved med at elske den. Jeg skal udvide og komme med noget friskt. Og jeg er selv vild med at afprøve nye ting«. »Jeg – og andre – vidste, at en masse mennesker elsker lyden af min stemme. Og jeg blev opfordret og bedt om at indspille en plade, hvor jeg i højere grad præsenterede sangeren Eliane Elias. Jeg kviede mig, jeg følte ikke, at det lige var mig, men jeg opdagede, at folk relaterede til det på en særlig måde, så o.k. Lad os gøre det«. »Jeg er et meget åbent menneske, men ville have sagt nej i begyndelsen af min karriere. Jeg vil være sikker på, at alt, hvad jeg gør, vil lykkes musikalsk. Det viste sig at blive en succes, og nu falder det mig helt naturligt. Jeg er blevet en mere komplet kunstner«. Det er også ensomt Eliane Elias vil med ’Around the City’ ikke kun udnytte sin stemme som instrument. Hun vil også fortælle historier, og det er bl.a. historier om storbyliv og storbyeksistenser. »Pladen reflekterer bl.a. nogle af de følelser og den energi, en storby kan fremkalde. Hvad sker der, hvem fjerner sig, hvem kommer. Og det er f.eks. en bedrøvelig historie om en person, der søger efter kærlighed, hvad vi alle gør. Det er basalt og samtidig vanskeligt. Nogle gange leder vi efter noget, der er så tæt på, at vi ikke får øje på det. Den mand, hun søgte, var måske lige foran hende, men hun så det aldrig«. »Det er fortællinger om, at vi nogle gange forsøger at løbe efter noget, mens man i virkeligheden bevæger sig væk fra det. Det handler også om de ting, jeg har set og oplevet, når jeg på mine rejser deler offentligt rum med mange andre. Man kan se, at de på deres skuldre bærer deres liv, at det ofte er tungt, men alligevel har de en glød i øjnene«. »Som musiker og entertainer kommer jeg vidt omkring. Jeg rejser meget, og det er på en måde et ensomt liv. Man ankommer, giver koncert, spiser, sover og tager af sted igen. Jeg elsker at optræde, det gør jeg virkelig, men ofte er man undervejs alene med sine tanker og sin musik. Og det er på den anden side godt. Jeg skal have tid alene, det er der, jeg virkelig kan udtrykke mig selv og skabe«. Tag med iBYEN.dk på Copenhagen Jazz FestivalLæs alt om festivalen her