Der var interessante toner i regnen på Gråbrødre Torv fredag eftermiddag, da den til lejligheden sammenbragte trio – saxofonisten og komponisten Niels Lyhne Løkkegaard, guitaristen Jeppe Kjellberg og det tyske klavertalent Michael Wollny – foldede en i perioder forunderlig musik ud foran det i begyndelsen stærkt begrænsede publikum. Det blev dog bedre hen imod slutningen af koncerten, da solens stråler omsider brød det gråmelerede skylag som en anerkendelse af de stemningsfulde toner.
LÆS ARTIKEL Festivalleder om vandskader: »Vi snakker flere hundred tusinde kroner«
Båret af stærk kerne
Og der var vitterlig tale om original musik, hovedsagelig skrevet af den flere gange præmierede 31-årige Niels Lyhne Løkkegaard.
En række klangligt og harmonisk spændende stykker – flere af dem hentet fra Løkkegaards seneste og lyrisk bårne cd, ’The Scale Of Grey. The Tone Of Black’, der rullede fra den trommeløse trio med spændingsfyldte klangflader og generelt båret af en stærk indre kerne. I det instrumentale møde mellem saxofon, akustisk klaver og sfærisk, elektrisk guitar var der tale om ny og anderledes kammerjazz med visse referencer til romantisk musik, Brian Enos ambiente lydtænkning og Bill Frisells strengeunivers.




























