Det er meget nemt at komme til at føle sig som en bonderøv i New York. Altså, jeg kendte jo godt Medeski, Martin & Wood. Vidste, at de var et pænt stort navn, som havde huseret på new yorker-scenen i en del år. Og så var det, at jeg faldt over en helsides annonce i magasinet Jazz Inside for den store Blue Note-festival i anledning af selskabets 30 års jubilæum.

LÆS OGSÅ Musiker: »Jazz er et belastet begreb«

Den så ud, som den slags annoncer ser ud: Øverst de helt store kanoner. Derunder med lidt mindre typer mortererne og nederst, med småt, automatgeværerne.

Jeg læste fra toppen: Dave Brubeck. Brian Wilson. Bobby McFerrin, Nancy Wilson, Youssou N’Dour. Og så: Medeski, Martin & Wood.

What!

Længere nede på plakaten stod så navne som Milton Nascimento, McCoy Tyner, Lee Konitz, Bill Frisell, Joe Lovano, Christian McBride og Dee Dee Bridgewater (gud ved, hvordan divaen har tacklet den placering?). Og så var det ligesom sat på plads: MMW, som de kaldes i daglig tale, er et af de store navne på firmamentet.

»Copenhæigen«
Jeg er blevet bedt af deres manager om at møde op i Central Park, ved Summer Stage, hvor der sommeren igennem afholdes en stribe gratis koncerter. Det er sidst på eftermiddagen, MMW er netop blev færdig med lydprøven inden aftenens gig, og nu har de en lille halv time til et interview.

De sidder og slapper af i en skurvogn, der er indrettet med et par sofaer, lænestole og køleskab og kaffemaskine. På det lave sofabord står den obligatoriske frugtskål.

John Medeski, Billy Martin og Chris Wood er cool, men på den tilbagelænede venligt imødekommende måde, der kommer af at være så store i verdens hovedstad, at man ikke behøver at gøre højlydt opmærksom på, at man er stor. De spørger, hvor jeg kommer fra. Jeg svarer.

LÆS OGSÅSonny Rollins: Jazz giver adgang til et højere spirituelt plan

»Copenhaaagen ...«, reflekterer bassisten Chris Wood ud i luften, med meget åbent a og tyk tysk accent, og jeg kan se, at han sidder og prøver på at huske et eller andet, han af høflighed kan sige om den der lille by et eller andet sted i Skandinavien, hvor han faktisk har været flere gange.

»Copenhæigen«, retter jeg ham. »Copenhaaagen, det lyder nærmesk tysk, og det skal du nok skrue lidt ned for, hvis ikke du vil fornærme de indfødte«.

»Okay. Tak«. Han griner med munden fuld af sandwich.

Der har du din overskrift
»I har jo efterhånden været sammen i ganske mange år ...«, indleder jeg den officielle del af interviewet.

»20«, siger Wood. »Næsten præcis på dagen«.

»Og hvordan holder man den så kørende så længe?«.

»Ved ikke at have en sanger og en fucking guitarist med i orkestret«, siger keyboardspilleren og pianisten John Medeski, der sidder ovre i sofaen. » Det er hemmeligheden ved at have et band, der kan blive ved så længe og stadig være venner«.

LÆS OGSÅDanske musikere knokler for levebrødet

»For det er ret usædvanligt for et jazzband – i hvert fald i Danmark – at holde sammen så længe«, siger jeg. Uanfægtet.

»Ja. Men alvorligt talt: Vi arbejder alle tre sammen med mange forskellige kunstnere, og når vi så mødes, føles det nyt. Også når vi spiller de samme gamle ting. De samme gamle nye ting, kan du sige«.

Chris Wood afbryder sin makker:

»Der har du din overskrift: ’De samme gamle nye ting’«.

Forskellige samarbejder
Da Medeski, Martin og Wood begyndte at spille sammen i 1991, var trioen blandt de første, der blandede hiphop og avantgardejazz til et helt nyt lydbillede: Tung rytme som basis for kaskader af improvisationer. Siden har gruppen spillet sammen med at hav af meget forskellige kunstnere, fra Lounge Lizzard-saxofonisten John Lurie over rock-ikonet Iggy Pop til den canadiske countrysangerinde K.D. Lang.

På turneen, som bringer MMW til København, skal de for første gang spille sammen med trompetisten Randy Brecker og saxofonisten Bill Evans.

»Jeg hørte en masse Randy Brecker som ung«, siger John Medeski. »Og jeg så Bill Evans, da han var med på Miles’ turne, dengang jeg gik i high school. Det bliver sjovt at spille sammen med dem«.

LÆS OGSÅHer findes den skæve og den hippe jazz

»Hvad skal I spille?«.

»Det finder vi ud af«, siger MMW’s trommeslager Billy Martin.

»Nyt materiale, som vi udvikler sammen«, supplerer John Medeski. »Det har de i hvert fald sagt, at de gerne vil have. Og Chris skriver på en masse sange ..«.

»Hvad ...?«. Chris Wood er ved at få sandwichen galt i halsen.

Masser af improvisation Billy Martin bryder ind: »Vi kan jo altid falde tilbage på vores gamle materiale«. »Og forhåbentlig med en masse improvisation. Det er i hvert fald tanken«, siger John Medeski. LÆS OGSÅAldrende jazzstjerne lød som forsangeren i et rock'n'roll-band Billy Martin nikker. »Vi ved ikke ret meget om det, men sådan som jeg forestiller mig det ... altså, Brecker og Evans kalder deres projekt Soulbop, og jeg ved, at de kan groove og improvisere, og det er også vores sprog. Jeg ved ikke præcis, hvordan det kommer til at lyde. Men hvis man blander det, de kommer fra: Miles-traditionen, og det, vi laver, skal det nok blive godt«, siger han. Mange genrer »Da I begyndte at spille sammen, var det hiphoppen, der inspirerede jer. Hvad er det i dag?«, spørger jeg. Tavshed. Billy Martin rykker frem i sofaen: »Jeg synes jo, at det, der var populært dengang, var mere interessant end det, der er populært er i dag«. »Jep«, siger jeg. »Og hvad er det så, der kan inspirere i dag?«. »Vi bevæger os rundt i så , vi er ikke fast forankrede i noget bestemt«, siger Billy Martin. »Og vi kan lige så godt blive inspirerede af musik, der opstod for 50 år siden, men som vi først opdager nu«. Twenty more years