Lyt til artiklen
Det er næsten naturstridigt konsekvent at sidde med bagdelen solidt plantet på en stol, når orkesteret på scenen spiller den mest bedårende og danseopfordrende cubanske musik. Det er ikke meningen, at den form for musik med sine pulserende, hidsige og komplekse rytmer kun skal lyttes til. Men der var kun en enkelt kvinde, der ikke kunne holde legemet i siddeanordningen. Hun måtte danse.
»Jeg kan simpelthen ikke sidde ned til den her musik«, som hun bemærkede, da hun passerede forbi og fik øjenkontakt under koncerten i Bremen Teater ved Copenhagen Jazz Festival.
