I’m a jazzsinger«, betroede Curtis Stigers os gentagne gange under koncertens første afdeling. Sandt nok, og tilmed en fremragende jazzsanger. Hvad alle vi, der kender ham, gerne skriver under på. Men også en jazzsanger, der ikke har tabt interessen for den pop- og rockmusik, der oprindelig satte gang i hans karriere, og som gennem de senere år i stadig stigende grad har fået lov til at dominere hans repertoire. Det har ingen betydning i den forstand, at det skulle gøre Stigers til en mindre god sanger. For også når det drejer sig om sange, der ikke ligefrem udmærker sig ved deres melodiske originalitet, så fraserer Stigers dem med en så overbevisende indlevelse og rytmisk intensitet, at man overgiver sig.
Og når det gjaldt hans fremførelse af Beatles’ ’I feel fine’, så var vi her vidne til en fortryllende performance, der røbede, hvilket komisk talent som skuespiller, der kan være gået tabt i Stigers. Det er dog i de langsomme tempi, Stigers’ kunst kommer mest betagende til sin ret. Denne kombination af stemmens hårfine beherskelse og et emotionelt udtryk, der på intet tidspunkt drager dets troværdighed i tvivl. Det oplevede vi i aftenens første afdeling i en herlig udgave af Dave Frishbergs ’Sweet Kentucky Ham’, hvor også Matthew Fries’ ledsagende klaverspil var en ren nydelse.
