Samtlige sidde- og ståpladser i Store Vega er optaget, og både på balkonen og på gulvet klappes håndfladerne ømme, når Bo Kaspers Orkester spiller nogle af de svenske bossanovaprægede sange, som har et stort publikum i Danmark.
Ikke mange svenske musikere kan fylde Store Vega to aftener i træk. Bo Kaspers Orkester er en undtagelse og har været det i en del år efterhånden. I det meste af orkestrets 13 år lange pladekarriere har dets lune, halvakustiske musik og Bo Sundströms begavede tekster om kærlighed og samfund haft en stor fanskare også her i landet.
Er mange af tilskuerne i Store Vega torsdag aften identiske med de mennesker, som også gik til Bo Kaspers-koncerter i Lyngby og på Copenhagen JazzHouse for et tiår siden? En del af os ser sådan ud. Vi er blevet ældre. Ligesom bandmedlemmerne er blevet ældre.
Ikke mange yngre end de 25 år har fundet vej til Vega. Men vi har vist en alder, der passer meget godt til musikkens væsen. Med årene er nyforelskelserne måske blevet færre i sanger og sangskriver Bo Kasper Sundströms tekster. Til gengæld skriver han lidt mere om børn, dødsangst, ægteskaber og klassesamfund.
Kloge og kritiske sange
Det er mest sange om og for et voksent publikum, der ikke behøver at vente på at købe koncertbillet, til næste måneds SU langt om længe er gået ind på kontoen. Det er gode sange med et gennemsympatisk band, men på albummet ’Vilka tror vi att vi är’ fra 2003 kunne man begynde at ane en midaldrende magelighed i musikken.
Som om det hyggelige sammenspil på opretstående bas og klaver samt trompet, trommer og guitarer var i færd med at blive kvælende genkendeligt. Kloge og kritiske tekster eller ej genspejler også sekvenser af koncerten i Store Vega den følelse.
Det sker, når arrangementerne orienterer sig mod både cubansk og svensk popfolklore, og når Bo Sundström synger ældre sange som ’Ett & Noll’ og ’Vi kommer aldrig att dö’ endnu en gang.
De fleste tilstedeværende i salen elsker dog at genhøre de gamle træffere, der favner usikkerhed og jubel, vemod og håb i enkelte poetiske linjer og sprød, blid musik. Ældre sange får de største bifald, og der er intet at udsætte på bandets fortolkninger af dem.
Fra jazz til rock
Messingtrompetens livsbekræftende fanfarer. Det rytmiske klaver- og basspil. Og vokalens personlige betoninger. Alt det er Bo Kaspers Orkester, som vi kender dem, og det er da kønt. Men havde de ikke selv gjort meget for at ruske op i hyggen, ville det sandsynligvis også være blevet kedeligt.
Med albummet ’Hund’ fra i år har bandet revet sig selv væk fra den behagelige musiktilstand, det med årene var blevet. Ud med det meste af den jazzinspirerede latinpop, som var varemærket. Og ind med en mere fokuseret, elektrisk rockmusik sunget med hvæssede tænder.
Charmen og lunet er da ikke helt borte, men stemningen på ’Hund’ er vågen, udadvendt og i nogle numre lige så laber som de kitschede Las Vegas-agtige pærer, der blinker på lummerrød baggrund bag bandet under koncerten.
Modig forandring
Publikum kender ikke ’Hund’ lige så godt som de gamle udgivelser og klapper mere behersket til lyden af de nye numre. Især i begyndelsen af koncerten.
Singlehittet ’I samma bil’ med en New Order-agtig melodibas indleder aftenen og lyder markant anderledes end studieårenes Bo Kasper. Efterhånden virker det dog, som om interessen for de nye sange stiger i salen. Har det afsmittende effekt, at det er dem, bandet spiller med størst lyst?
Sådan er det i hvert fald. Den dybt rammende parforholdsvise ’Leende med kniv’ og det nye albums rock’n’roll-rasende titelnummer bliver nogle af aftenens højdepunkter.
’Hund’ er indspillet og udkommet, efter at bandmedlemmerne har holdt et par års pause fra hinanden. Da de gjorde det, og Bo Sundström begyndte at indspille solo, virkede det både naturligt og forståeligt, fordi ideerne i musikken løb i ring. Nu er orkestret tilbage, men modigt forandret. Til det bedre.
