Kapelkoncerten trak en fin linje fra Robert Schumanns romantisk lidenskabelige ouverture til skuespillet ’Manfred’ over Arnold Schönbergs senromantisk overophedede symfoniske digtning ’Pelleas og Melisande’ til stilens udvanding til kliché i Erich Wolfgang Korngolds veldrejede violinkoncert.
Alt i alt et spand på knap 100 år af følelsesfuldt svulmende tysk orkestertradition. Min forbeholdne karakteristik af Korngold kræver begrundelse. Koncerten er yderst velklingende, virkningsfuldt skrevet for violinen, klart opbygget på særdeles iørefaldende temaer og ikke uden karakterfuldt personlige træk, men som en musik, der ikke kunne drømme om at stryge sin lytter mod hårene, virker den også behagesyg med de to første satsers kælne Schmalz og finalens folkloristiske dansefriskhed.
