Er australsk og newzealandsk kultur andet og mere end provinsielle aflæggere af europæisk kultur i almindelighed og britisk i særdeleshed? En enkelt koncert kan højst antyde et svar, men de tre nutidige værker fra down under på Ars Novas program var i hvert fald valgt til at pege i bekræftende retning.
Det gjaldt selv det ældste og mest europæisk klingende, nyligt afdøde Malcolm Williamsons ’Symphony for Voices’, der besynger Australien og omegn i fem hymnisk højloftede digte af James McAuley. Titlen er forvirrende, for musikken er alt andet end symfonisk. Den bygger helt overvejende på ren melodi, enstemmig eller i karakterfuldt stram og tør harmonisering. Melodierne er storslået vidtspundne med mere end et stænk af eksotisk tonalitet og en lineær styrke og karakterfuldhed, der er sjælden i nutidig musik efter Olivier Messiaen. Beslutsomt ueuropæisk blev det hos australieren Anne Boyd og newzealænderen Jack Body, der begge undgår egentlig tekst. I ’As I Crossed a Bridge of Dreams’ imiterer Boyd det japanske mundorgel, sho, med dets svævende strøm af dissonerende klange; og som det ofte er tilfældet i fremmedartet musik, kan den uforberedte lytter nå tre faser i oplevelsen: Først er der den umiddelbart tiltrækkende overflade, det nynnende kors blidt kærtegnende og pikant eksotiske lyd.
