Mens adskillige kvindelige jazzmusikere allerede for længst har markeret sig som fremragende pianister, så er også flere og flere kvindelige saxofonister begyndt at gøre sig stærkt gældende. Til gengæld kniber det fortsat for kvindelige messingblæsere at hævde sig på niveau med de bedste af deres mandlige kollegaer. Der er dog i hvert fald én undtagelse, og det er den canadiske trompetist og flygelhornspiller Ingrid Jensen. I hendes spil finder man den attak og rytmiske prægnans, der umiddelbart får tag i tilhøreren.
Omgivelsernes betydning
Sådan kunne man også opleve det lørdag aften i Copenhagen JazzHouse, hvor man hørte hende i selskab med den svenske pianist Maggi Olin, en musiker, hun tidligere har arbejdet sammen med, sin søster Christine Jensen på sopran- og altsaxofon, bassisten Mattias Welin og trommeslageren John Wikan.
Men selv for en god musiker er det ikke uden betydning, i hvilke omgivelser hun optræder og hvilket materiale, hun har at arbejde med. I det yderst beherskede tempo, der prægede koncertens indledende nummer og som unægtelig kan være svært at holde liv i, ville musikken slet ikke løfte sig, og det samme gentog sig efter pausen.
Dertil kom, at de gennemgående alt for vidt udspundne kompositioner i flere tilfælde nok rummede motiver, der kunne have dannet afsæt for improvisationsspillet, men sjældent gjorde det, fordi de blev pakket ind i mere intetsigende tirader. Energi og intensitet
