B roken, blown and lost and blue«. Omkvædet fra ’The Warehouse Life’ kunne være underteksten til de fleste af Willy Vlautins sange. Sange, der udspiller sig i små byer, hvor unge mennesker kun drømmer om at slippe væk. Væk til den store verden, hvor byerne er glitrende, hårde og tilsølede som bloddiamanter. Men de har det med at blive hængende i et støvet limbo.
Som hovedpersoner i sange om driftere. Løsrevne skæbner, der følger deres egne skæve baner akkompagneret af en småbrokkende dårlig samvittigheds indre stemme mellem småbyerne med deres apatiske tømmermænd. Det er en stil, Willy Vlautin har rendyrket såvel i sin debutroman, ’The Motel Life’, som på en række plader med sit band, Richmond Fontaine. Senest har ’The Fitzgerald’ og ’Thirteen Cities’ gjort Richmond Fontaine til et centralt navn på den kontemporære roots-scene, hvor lidt for meget efterhånden står og falder med Ryan Adams’ svingende dagsform.
