Lyt til artiklen
Der er grund til at være betænkelig, når samtlige musikere i et ensemble på nær bassisten lægger deres instrumenter til side og trækker sig tilbage for at overlade scenen til denne alene. For så ved man, at det kommer til at vare længe. Som regel også for længe, før denne er færdig med sin opvisning. Således var det også, da Eberhard Weber et stykke hen i koncerten befandt sig i denne rolle. Og det gik bestemt ikke bedre, da det siden blev Rainer Brüninghaus’ tur ved flyglet.
Udstryksfuld tone
Derimod var det en fornøjelse at følge indiskfødte Trilok Gurtus soloperformance endnu senere, hvor han ikke blot viste sig som den fænomenale tablaspiller, han er, men også udfoldede sig i trommesang og i sin suveræne håndtering af alskens andre slagtøjsinstrumenter.
Men strengt taget skulle denne anmeldelse jo sætte fokus på Jan Garbarek. Den norske sopran- og tenorsaxofonist, der mere end nogen anden har æren for udbredelsen af The Nordic Sound.
I bedste fald en magiker med sin udtryksfulde tone, der i sin forening af virilitet og nænsomhed kan stige fra hvisken til den højeste ekspressivitet.
