Hvor er de dog fremragende musikere, tenorsaxofonisten Bob Mintzer, pianisten Russell Ferrante, bassisten Jimmy Haslip og trommeslageren Marcus Baylor, der tilsammen udgør Yellowjackets. En kvartet, som sidste år kunne fejre sit 25 års jubilæum, om end ikke i samme skikkelse, som da den blev dannet i 1981. Og heller ikke et ensemble, hvor musikerne året rundt slider på hinanden, idet de hver især også har andre gøremål. Det er derfor, at deres musik ikke blot fortsat kan fremstå med en sådan friskhed, som vi hørte det i Copenhagen JazzHouse, men tilmed bibringe os en oplevelse af fornyelse. For det var overraskende for mig, at gruppen med sit indledende nummer genkaldte sig mindet om Keith Jarretts europæiske kvartet og hans samarbejde med norske Jan Garbarek, i dette tilfælde dog ledsaget af et typisk amerikansk bas/tromme-team. I medspil og modspil Der var imidlertid også en anden association, der meldte sig i mine tanker. Strengt taget er Mintzer jo en repræsentant for post-Coltrane generationen, og det afspejler sig i de melodiske linjer, han arbejder med. Men med sin varme, maskuline tone og sin helt elementære swingfornemmelse står han en anden musiker nær, som jeg sætter højt. Nemlig Zoot Sims. Det, som både Mintzer og hans medspillere behersker så suverænt, er fraseringens kunst. Ferrante med et spil, der også forstod at inddrage kontrapunktikken, Baylor med en evne til at anbringe sine slag præcist dér, hvor de skabte den optimale effekt. Og selv om Haslip i sine soli i rigt mål benyttede sig af de licks, der er forbundet med funkjazzen, så var det måden, han placerede dem på og deres indbyrdes rytmiske forskydninger, der lod os høre dem med friske øren. Det var et strålende første sæt, som kvartetten gav os. I de bevægelige tempi bevarede musikken en indre ro, selv når intensiteten var på sit højeste. Og i en ballade demonstrerede Mintzer et format, der kunne gøre ham værdig til at indtræde i rækken af jazzens store tenorer.
Lidt for konsekvent
Desværre faldt niveauet noget efter pausen. Det skortede ikke på energien, når Mintzer nu i flere numre benyttede sig af sin EWI (electric wind instrument), men i klanglig henseende lyder den netop mekanisk og uden det nærvær, som saxofonen i Mintzers hænder formår at formidle så overbevisende. En trommesolo fik lov til at trække ud over det rimeliges grænse, og en tværgående stortrommefigur, der til at begynde med kunne vække interesse, blev gennem det meget lange indslag fastholdt med en konsekvens, der fik det til at virke enerverende. Heller ikke det gospelfarvede nummer, som skulle sætte det ’officielle’ punktum for koncerten, var specielt vellykket, idet den oppustede finale – på baggrund af det, vi tidligere havde hørt – snarere dannede et antiklimaks. Men alligevel, også anden afdeling bød undervejs på fornemme ting som eksempelvis ’Song For Carla’. Og med ekstranumret, endnu en smuk ballade, fik koncerten en rigtig lykkelig afslutning.
