Man havde fornemmelsen af at overvære en vis zenmester undervise en endnu ikke afklaret elev. Hvad Beethoven i sine tre sidste klaversonater har tilbage af kamp og frustration – begge dele er dæmpet betragteligt i forhold til mellemperiodens heroiske værker, men alligevel – alt det vendes med uhyggelig konsekvens mod eleven selv. András Schiff håndterer musikken som en judomester. Modstanderens energi, alle komponistens udfald, vendes mod ham selv ved hjælp af mesterlig teknik. Stemmeføringens klarhed opnås ved unik klangkontrol. Hvad andre spiller hen over i for eksempel den tredjesidste sonate opus 109, dét fremhæver Schiff.
Enestående oplevelse
Forhindringer vendes til fortolkerens fordel. Spillestilen kan bedst beskrives som plastisk. Let. Til tider forunderligt vægtløs og med et fantastisk spænd mellem de brustne akkorder, der gik forud for genkomsten og forløsningen i slutningen af opus 111. Det er ikke sådan, man normalt hører Beethoven. Det er ikke sådan, man normalt hører klaverspil i det hele taget. Schiff er i en liga med meget få jævnbyrdige medspillere. Eller modstandere, om man vil. Det kan godt være, hans Beethovenspil er usædvanligt. Mest af alt Schubert-agtigt i sin syngende tilgang til noderne.
