Sjældent har modsætningen mellem rockmusikerens og musikkens udtryk været større, end den var i Det Kongelige Teater søndag aften. Fra David Sylvian satte sig foran en næsten fyldt sal med sin guitar, bevægede han sig så lidt som muligt i løbet af den to timer lange og næsten udsolgte koncert.
Den lille, 49-årige brites sortklædte krop var et lige så roligt element på scenen som hans stemmes monotone, melankolske klang. Til gengæld var musikken ualmindelig udtryksrig. Klaver, computer, bas, trommer, guitar og blandt andet tværfløjte spillede impressionistiske fortolkninger af nye og ældre numre fra en karriere, der begyndte et helt andet sted i midten af 1970’erne.
Lille publikumskreds
Dengang var David Sylvian teenager og med i den David Bowie-inspirerede glamrockgruppe Japan. Da den gik i opløsning i 1982, var Sylvian allerede inde i en mindre mainstream- og mere eksperimenterende musikalsk udvikling.
Komponisten Ryuichi Sakamoto, bassisten Holger Czukay (Can) og guitaristen Robert Fripp (King Crimson) er tre af de mange avantgardemusikere, David Sylvian har samarbejdet med i de seneste 25 år.
Ligesom dem nyder han stor anerkendelse i en forholdsvis lille publikumskreds. Ord som folkelig, festlig og fornøjet harmonerer overhovedet ikke med Sylvians gennemtænkte og -udførte univers, der også i København fremstod mageløst i begge ordets betydninger.
En vrimmel af detaljer
Perfektion og sensibilitet er to vanskelige ting at forene. Man kommer nemt til at fortænke tingene i stykker, hvis man på forhånd har aftalt og indøvet alt. Sylvians musik døde ikke af det. Han og hans helt formidabelt spillende musikere lyttede til hinanden og gav plads til en vrimmel af detaljer i løbet af aftenen.
Nogen burde have skruet op for den kiltklædte bassists spil, og kommunikationen mellem musikerne skabte altså ikke magi hver gang. Men indimellem opstod der utrolig forbindelse mellem teksternes indhold og det musikalske udtryk. Kan man høre løvfald gløde?
Sylvian syntes at spille den lyd i ’Wonderful World’ og ’Fire in the Forest’. I den verdensbekymrede ’World Citizen’ slog hans bror Steve Jansen sine jazztrommer, så de lød som et slidt hjertes alarmerende slag. Og i ’Snow Borne Sorrow’ voksede en bølgende, vemodig bøn ud af sangens indledende støjrock ved hjælp af blandt andet pianistens organiske spil.
Aftenens sidste nummer var ’Wanderlust’. Den sangtitel kunne have været hele koncertens overskrift. Selv om manden bag det hele altså sad musestille.
