De er fantastiske, Sibelius’ symfoniske panoramaer. På én og samme tid widescreen-vinduer ud til den mægtige finske natur og glughuller ind i den gamle kæmpes sjæl. Musikken vokser organisk frem, og den får den tid, den skal have, til sin vækst. Det er en overvældende oplevelse at give sig hen til.
Præcis på 50-års dagen for Sibelius’ død havde Radiosymfoniorkestret valgt at højtideligholde mindet om den store symfoniker, der dristigt sammenlignede sig selv med Beethoven. Ligesom Beethoven arbejdede Sibelius sideløbende på sin 5. og 6. Symfoni, og det var på én gang storladent og skrøbeligt, som Dausgaard og hans musikere gik til noderne. Thomas Dausgaards prioriteter er klarhed og dynamik. Så godt kender vi dirigenten for længst. Det er kvaliteter, der særligt i 6. Symfoni med dens mange forskelligartede teksturer og brug af en ældgammel kirketoneart fra før dur- og mol-æraen fik lethed og lidenskab til at pible frem.
