Storhed og fald.
Så hurtigt kan man opsummere musikeren Lauryn Hills karriere. Med trioen The Fugees pladedebuterede hun i 1994, og med opfølgeren ’The Score’ to år senere opnåede Lauryn Hill nærmest superstjernestatus.
Hurtigt blev hun påhægtet prædikater som ’hiphoppens forløser og fornyer’ og ’verdens bedste kvindelige rapper’. Magtkampe, jalousi og klemte følelser fik Hill til at bryde løs fra The Fugees, og i 1998 udgav hun solomesterværket ’The Miseducation of Lauryn Hill’. En plade, der den dag i dag stadig topper alverdens lister over ’must haves’ i pladesamlingen.
For Lauryn Hill var ikke bare endnu en køn pige i en mandsdomineret branche. Med mærkatet ’Produced, written, arranged and performed by Lauryn Hill’ viste hun verden, at her var en kunstner, der ikke lod sig dirigere af andre end sin egen indre taktstav. Pladen solgte 18 millioner.
But the rest is silence. Opfølgeren til megasuccesen kom aldrig, rygter om mentale sammenbrud og religiøst hysteri begyndte at svirre, mens Lauryn Hill fik fire børn i rap med reggaelegende-sønnen Rohan Marley.
I 2002 kom den akustiske plade ’MTV Unplugged No. 2.0’, en samling klynkende sange, hvor Lauryn Hill brød sammen i tårer under optagelserne, der aldrig endte som det comeback, verdenen ventede på.
De to urimeligt ringe optrædender
I 2005 var Hill i København to gange til to urimeligt ringe optrædener: først på Havnescenen, hvor man intet kunne høre eller se, og senere til en underligt amputeret Fugees-reunion-koncert i Forum, hvor man ikke behøvede at være psykoanalytiker for at se, at Wyclef, Lauryn og Pras (især de to første) ikke kan holde hverken synet eller lyden af hinanden ud.
Verden over skriver hiphopskribenter stadig brændende ledere om, hvor meget hiphopbranchen mangler Lauryn Hill, og rapperen Talib Kweli har endda skrevet et hyldestnummer til hende, der kan høres på Hills MySpace.
Om det er mentale problemer, skriveblokade, branchelede eller en blanding af det hele, vides ikke. Men mens vi venter på plad en, koger Lauryn Hill stadig suppe på sit bagkatalog og er igen på verdensturne med sit gamle materiale. Onsdag aften stod hun på plakaten i Store Vega.
Det begyndte skidt. Dj’en gik på scenen og fortalte, at grundet den lange turne var miss Hills stemme ikke 100 procent på toppen, så det måtte vi bære over med. En, skulle det vise sig, noget underspillet måde at formulere det på.
Et kæmpe bigband på op mod 20 mand stuvede sig sammen på scenen og begyndte at spille en blanding af afrobeat, rootsreggae og fusionsjazz. Ind kom excentrikeren Lauryn iført spraglet hippiekåbe og stort hår. Som en kvindelig udgave af Jimi Hendrix.
Hun tog styringen af bandet og lagde ud med at synge Marleys ’The Heathen’ – om at klynge hedning op – i en febrilsk, aggressiv version, og så var stilen ligesom lagt: Med maniskhektiske bevægelser, der lignede en mellemting mellem James Brown og en gospelprædikant, tæskede Hill og bandet løs i en hæsblæsende grød af larmende lyd. Det var ærligt talt noget rod.
Lauryn Hills stemme lød det ene øjeblik som en rusten Lada-karburator og det næste som en gammel dames skælven. Underligt slidt og laset. Hun havde problemer med luften, der gjorde, at hun gispede efter den og havde svært ved at holde sit eget tempo. Så hvorfor ikke sætte det ned? Næ nej, i stedet bragede bandet, der på alle måder var for stort og voldsomt til en intimscene som Vega, derudad, hver musiker for sig selv, mens de kæmpede om pladsen, mere end de bedrev egentligt samspil.
»Go to the chorus!«, råbte Hill, når hun ikke havde mere luft, mens øjnede stirrede tomt ud i salen, med galskaben lurende i blikket.
»Keys, keys, please!«, råbte hun midt i ’Final Hour’, som hun jappede og råbte frem for rappede.
Den sammenlappede spillelistesuppe blev kogt op med klassikere som ’First Time Ever I Saw Your Face’ og ’Will You Still Love Me Tomorrow’, sammen med en masse Marley, hvor meget af lyden blev holdt i et 50’er-60’er-univers med gammeldags soul.
Bandet spillede øredøvende højt, måske for at overdøve Lauryn Hills manglende stemme, og de første 9-10 numre flød sammen i en anstrengende sammenstuvning af lyd og larm.
Viste lidt af den gamle Lauryn Hill
Så sadlede Hill pludselig om og spillede fire af de gamle Fugees-numre, hvilket fuldstændig ændrede koncerten, der løsnede op med det store samlende nummer ’Fu-Gee-La’, hvor salen for første gang var på samme spor som scenen, og bandet arbejdede mod det samme mål. Selv om publikum faktisk kunne holde de høje toner bedre end Hill i f.eks. ’Killing Me Softly’, var det her, de sidste 20 minutter, at sangerinden viste en lille flig af det, hun engang var, og det trængte vi rigtig meget til at høre.
Men alt i alt var den to timer lange koncert en lektion om en kunstner, der er gået i stå. Og lappeløser sin musik, der for det mestes vedkommende er omkring ti år gammel. Måske skal vi kigge i teksterne til koncertens eneste nye nummer, det rockede ’Lose Myself’, for en forklaring på, hvorfor Lauryn Hill har sluppet tøjlerne:
»I had a paralyzing fear of facing failure ... I had to lose myself so I could love you better«.
Storhed og fald.
fortsæt med at læse
