Van Morrison er blevet kaldt ’Belfasts cowboy’ i årevis. For tiden lever han virkelig op til det kælenavn ved at udforske countryblues sammen med et band, der hjælper den hvide soulmand med at blive hængende i muddertunge standardtakter fra 50’erne og 60’erne.
Kun det rytmisk flagrende, løse buksestof fra knæene og nedefter afslørede ved koncerten i Tivolis Koncertsal fredag aften, at Van Morrison konstant bevæger sig i takt til musikken.
Fødderne bliver på stedet i minutter ad gangen. Hænderne holdes i ro, medmindre en af musikerne skal have et hårdt dirigerende vink med højrehånden. Den habitklædte overkrop synes klippefast. Og kun en teaterkikkert kunne have afsløret, hvor meget der egentlig foregår i ansigtsmusklerne under hatten og brillerne, når Van Morrison synger.
Countrybluesagtige arrangementer
Adskillige af numrene i Tivolis velklingende koncertsal var fra hans album ’Down the Road’ fra 2002. De var arrangeret lige så countrybluesagtigt som sangene på hans seneste album ’Pay the Devil’ fra sidste år.
’The Beauty of the Time Gone By’ fra ’Down the Road’ kom til at stå som en slags overskrift for koncerten i Tivoli.
For villigt hjulpet af et band bestående af blandt andre Sarah Jory (steelguitar, dobro m.m.), Tony Fitzgibbon (violion), Neil Wilkinson (trommer) og David Hayes (bas) musicerede Van Morrison omkring den countryblues, han voksede op med og hylder på ’Pay the Devil’.
Standardiserede floskler
Da Morrison var barn, var det kutyme, at en bandleder gav de enkelte instrumentalister plads til soli under koncerten, ligesom man gør det i jazzen. Problemet med de instrumentale indslag under koncerten i Tivoli var, at de lød som standardiserede floskler fra 50’erne og første halvdel af 60’erne.
Det var, som om arrangementerne var stædigt retrospektive på bekostning af alt det, Van Morrison kan. Og det er meget.
Som jazzpræget saxofonist er han betydeligt mere interessant at lytte til end de andre musikere i sit band. Som vokalist har han den gode saxofonists rytmiske punklighed, overraskende fraseringer og udtryksfulde mumlen med sig.
I Tivoli kunne man ikke altid høre, hvad Van Morrison sang, når ’Stranded’ fra 2002, ’Cleaning Windows’ fra 1982, ’Foreign Window’ fra 1986, ’Have I Told You Lately’ fra 1984 eller ’Beautiful Vision’ fra 1982 blev spillet.
Skidt med det. Stemmen er et instrument i Morrisons tilfælde, og alt ville være godt, hvis ikke der konstant igennem koncerten var gået lidt for meget klichefyldt countryblues i arrangementerne.
Fortiden blev rammet ind
Floskler og mystik er to størrelser, der står i vejen for hinanden. Der var øjeblikke, hvor Van Morrison næsten var ved at ophæve spærringen, da han sammen med sit band gennemførte en hovedsagelig akustisk version af ’Foreign Window’ fra ’No Guru, No Method, No Teacher’.
Også Mose Allisons ’Don’t Worry About a Thing’ og finalenumrene ’Brown Eyed Girl’ (fra 67) og ’Gloria’ (fra 65) faldt, hvor de skulle.
Men var det nok for publikum? Og var det nok for den gennemmusikalske Van Morrison, at fortiden blev rammet ind? Uden anerkendelse af det betydeligt mere osmotiske tonefald, som kendetegnede hans musik i 70’erne og 80’erne?
Åbenbart ja. Van Morrison er ude på at fortælle om de svundne tiders falmede skønhed. Det er en vej tilbage i stedet for frem, men heldigvis kan hans albumudgivelser dementere, at han har været forstenet siden 1965.
