Det smalle slips. Det elegante, mørke tøj. Og det nonchalante gentlemanansigt. Sådan så Bryan Ferry ud i 1980’erne, men også i forgårs, da han gik på scenen i Tivolis Koncertsal omgivet af otte musikere og to kvindelige korsangere.
Et tiltrækkende og forbløffende uslidt stilikon var i byen for at dirigere sit orkester igennem en nøje arrangeret koncert. Bryan Ferry har været en cool skikkelse på rockscenen, siden han var medstifter af bandet Roxy Music i 1971, og både fokuseret og cool satte han orkester og sin egen stemme i gang med koncertens første sange, ’In’ Crowd’ og ’Kiss and Tell’ fra et par af hans soloudgivelser i 1970’erne.
Planlagt til mindste detalje
Lige fra det første, filmisk arrangerede åbningsnummer virkede alt planlagt på forhånd. Altså ikke bare på de store linjer, men helt ned i bittesmå detaljer, som hvornår saxofonisten skulle lægge blæserinstrumentet fra sig og banke rytmiske slag på en tamburin. Ikke en tone var spontan.
I det ene nummer fik Bryan Ferrys mangeårige guitarist Chris Spedding lov til at give en solo. I et andet nummer var det den yngre, delikat spillende guitarist Leo Abrahams tur.
Og senere i løbet af aftenen fik den 20-årige guitarist Oliver Thompson lov til at stille sig frem i rampelyset med sin i sammenhængen klædelige, tvære rockrebeludstråling, en orange hårpragt og en ualmindeligt lovende evne til at få Bob Dylans ’All Along the Watchtower’ til at lyde så afsindig, som var Jimi Hendrix stået op af graven for at give sin version af nummeret en gang til.
Knibsk stjerne
I begyndelsen var Bryan Ferry næsten lige så knibsk som cool. Sådan kan det gå, når man binder sig selv og sit band så stramt til konceptet, at alle er ved at få åndenød. Eller når man turnerer med ambition om at servere hvert eneste nummer, som om vi alle sammen har fået en tur på businessclass med en steward, der ikke kan stave til ansigtstab.
Imidlertid var der to grunde til at nyde den tur ret meget selv i starten. Den ene er, at det åbenbart kun er de bedste musikere, der er gode nok til Bryan Ferry. Den anden grund er hans fortolkninger af Bob Dylans sange.
Man fornærmer næppe Bryan Ferry ved at sige, at Dylan er en meget bedre sangskriver. Allerede på Bryan Ferrys første soloplader, ’These Foolish Things’ (1973) og ’Another Time, Another Place’ (1974), var der Dylanfortolkninger. På hans nye album, ’Dylanesque’, er der bare mange flere af dem. Og de foredrages alle med den dér særlige blærede, kølige distance, som gør Ferry til en mærkevare af de dyre og stilrene.
Glad og lækker
Det kommer der indimellem nogle sjove kontraster ud af. Når Dylan selv synger ’Knockin’ On Heaven’s Door’, gnaver den mærkede stemme i både knogler og sjæl. Da Bryan Ferry sang den i København og spillede trallende mundharpespil til, lød den som et koket kys mellem døden og en mand, der glæder sig til at stå ved himlens port, fordi han selvfølgelig har reserveret plads i Vorherres V.I.P.-lounge.
Endnu bedre lød både Ferrys gamle hits, Roxy Musics ’Love Is the Drug’ og Dylannumrene ’Gates of Eden’, ’All Along the Watchtower’ og ’A Hard Rain’s A-Gonna Fall’, da Bryan Ferry pludselig begyndte at løsne en lille smule op. Altså hverken for slipset eller perfektionismen, men for smilet og lysten til at feste sammen med publikum.
Faktisk svedte han så meget, at frisuren skred. Afslutningen med Isaac Hayes’ funky ’Hold On, I’m Coming’ var decideret glad og lækker. Derefter blev lyset pludselig tændt, ledningerne pakket sammen, og man måtte ud i virkeligheden. En lille smule mere celeber end før?
fortsæt med at læse
