En halvtimes tid inde i den udsolgte koncert med amerikanske Eels i Vega, holdt manden, der egentlig er bandet, Mark Oliver Everett, den utvivlsomt kosteligste takketale nogensinde i en københavnsk koncertsal. »Det er virkelig dejligt at være her igen. Her er rart i forhold til ... øh, hvor var det lige, vi var i går? Nå, men København er en skøn by. Sidste gang, jeg var her, var jeg tæt på at dø. Så vi har en ambulance holdende klar ude bagved. Bare rolig - indtil videre har jeg det fint. Men i min alder ved man aldrig, hvad der kan ske«. Med få ord ramte Mark Everett, som regel blot kaldet 'E', lige ind i kernen af det dybt imponerende univers, han med skiftende musikere har skabt med Eels. En legesyg, lounge-lækker popmusik med sin egen knastørre humor og evige selvironi i skyggen af de store tragedier og Døden som sådan. Tragedier, der vel at mærke aldrig har været langt fra Mark Everetts familie, som stort set er udslettet af sygdom og narkomisbrug. Emner, der præger hele Eels' produktion og naturligvis også det fremragende dobbeltalbum 'Blinking Lights and Other Revelations', der udkom i foråret med 33 sange, hvoraf ikke en eneste er bare halvdårlig. Et respektindgydende bedrift af E, som på albummet præsenterer sig selv som en mere afklaret, om end ikke just lalleglad sangskriver. »It's a beautiful morning/ the sky is black/ the city's sleeping still/ and soon they'll wake up/ to the stink«, som han eksempelvis synger om kloakker og lossepladser i Los Angeles i 'The Other Shoe'. Naturligt noker vægten på den koncertturne, E trods sin udtalte uvilje er stævnet ud på med et igen helt forandret Eels, lagt på sangene fra dobbeltalbummet. Men takketalen var ikke det eneste usædvanlige ved gruppens besøg i København. Her legede Eels nemlig med sit publikum og udfordrede rockkoncertens ret beset konservative koncept. Som indledning blev det siddende publikum i den fyldte sal på et stort lærred foran scenen nemlig præsenteret for en sød, lille dukkefilm fra Rusland om et lille behåret dyr med abnormt store ører, som ikke tilhører nogen kendt race. Men sammen med andre sære eksistenser som eksempelvis en piberygende krokodille får den lille fyr alligevel bygget et skævt hus. En klar parallel til den skæggede Mark Everett, som i aftenens næste (dokumentar)film trådte i karakter som en morsom, nærmest metafysisk mediefigur under en serie mislykkede interview. Så havde E ligesom fået forklaret sine forventningsfulde fans om besværet med at være en nørdet rockstjerne, og scenen var sat til en to timer lang rockkoncert. Med en yndig, kvindelig strygerkvartet som backing for sangeren og hans to andre medbragte multiinstrumentalister. Big Al Hunter med de muskelsvulmende, tatoverede arme på kontrabas og piano og Chet Lyster på pedal steel, elektrisk guitar, mandolin, sav og en slags trommesæt af blandt andet en skraldespand. De seksmusikere gjorde god fyldest bag Mark Oliver Everett selv, der iført gråt jakkesæt, hat, store briller, fuldskæg, cigar og stok selv betjente tre forskellige keyboards og en akustisk guitar. Med sin hæse stemme guidede han en med rette begejstret sal rundt i sine mange fine sange. Sange, der har gået i Brian Wilsons fodspor på strandene omkring Los Angeles, lyttet til den rå humor i storby-cowboy Lee Hazlewoods maskuline manifestationer, suget inspiration til sig i de samme barer, Tom Waits engang frekventerede i downtown Hollywood, og set de samme visionære, filmiske scener for sig, som Randy Newman engang komponerede på. Med andre ord har de små, skæve, men nærmest Beatles-harmoniske og dybt melodiøse popsange fra Eels klassiker-potentiale. Fra starten i den instrumentale 'Going to Your Funeral Pt II' var stemningen sat i en passende blanding af lir, legetøjsklaverer og dybfølt melankoli. Det lyder måske underligt, men er ikke desto mindre en opløftende oplevelse af næsten evangeliske dimensioner, efterhånden som sangene blev rystet ud. Nye som 'From Which I Came/ A Magic World', 'Railroad Man', 'Trouble With Dreams' og 'Suicide Life' blandede sig let med gamle som 'Bus Stop Boxer' med jamrende strygere, den altid barokt muntre 'I Like Birds', 'Grace Kelly Blues' og tre både velvalgte og velturnerede coverversioner. Først fik vi en skæv, slæbende og småuhyggelig udgave af newyorker-gruppen Left Bankes bizarre hit fra 1967, 'Pretty Ballerina', så en øm, tyndskindet version af Bob Dylans 'Girl From The North Country'. Og sandelig om ikke Eels som en sidste manifestation af, at en koncert ikke nødvendigvis er en fast skabelon, dukkede op, længe efter at lysene var tændt, og de fleste havde forladt Store Vega, for at spille et sidste ekstranummer. Det lød som en funky version af Princes 'I Could Never Take The Place Of Your Man'. På samme måde er der så afgjort heller ingen, der kan overtage positionen fra Mark Oliver Everett og hans hold. En sjælden fugl på rockens himmel og en ener, de indviede få bør være glade for at have for sig selv.