»Jeg øver mig gerne tre timer om dagen«, fortalte tenorsaxofonisten Chris Potter en lille skare fra Copenhagen JazzHouses medlemsklub, der inden aftenens koncert gerne ville møde dens hovedperson til en lille snak. »Og ikke blot som en udfordring i teknisk, men også i mental henseende«. Hvad det første angår, må det siges at have givet bonus. For Potters beherskelse af sit instrument er fuldkommen suveræn. Med hensyn til det andet forholder det sig knap så enkelt, når man tænker på, hvordan Potter udarbejder sin musik.
Ganske vist står den som udtryk for hans høje musikalske begavelse, men der er også noget umådelig fortænkt over den. Man skal holde godt fast i pulsen for ikke at lade sig forvirre af de ejendommeligt strukturerede melodilinjer, som han på kryds og tværs lægger hen over den.
