Lyt til artiklen
Det kan godt være, de to franske solister var helt oppe at svæve mellem stjernerne i Brahms’ dobbeltkoncert for violin, cello og orkester. Men de var ikke for fine til bagefter at sætte sig ned mellem musikerne i Radiosymfoniorkestret og spille som menig kanonføde i Bruckners 9. symfoni.
Det er den slags, vi skandinaver kan lide at se. To sympatiske unge mennesker med oplagt stjernepotentiale, men uden nykker. Uanset hvor raffineret fransk deres klang ellers var.
