Fire plus fem giver ni. Og det samme gør tre gange tre. Det er kun to måder, som man kan opdele et taktmønster på ni slag i. De fem fremragende instrumentalister i Dave Hollands kvintet, foruden kapelmesteren selv på bas tenorsaxofonisten Chris Potter, basunisten Robin Eubanks, vibrafonisten Steve Nelson og trommeslageren Nate Smith, kunne mange flere, også når de bevægede sig i andre taktarter, og det demonstrerede de til fulde i de sindrigt konstruerede melodilinjer, der udgjorde gruppens kompositioner. Det var omsonst for os almindelige dødelige at holde rede på, hvordan de, strofe for strofe, var skruet sammen. Det var langt enklere at finde sit eget pulsslag og blot lade sig bære med, takket være den vitalitet, som musikken udstrålede. En følelse, der for mit vedkommende holdt sig gennem hele koncertens første afdeling, om end Eubanks' langstrakte trutterier allerede i aftenens første indslag, Hollands 'Ebb And Flow', fremstod som noget af en prøvelse. At han kunne mere end det, viste Eubanks til gengæld i andet sæts indledende nummer, 'Easy Did It', en slags blues, der også i harmonisk henseende bød på den variation, man havde savnet forinden. Og dermed røbede også den begrænsning sig, som gruppen åbenbart havde pålagt sig selv. For ret beset var der ikke meget kød på det materiale, musikerne arbejdede med. De udspekulerede temaer, de små finurligheder, arrangementerne bød på, og som bestemt ikke var uden charme, tjente jo kun som udenværker. Der var energien, der førte musikken frem, når musikerne i deres improvisationer tilstræbte en stigende intensitetskurve, der gerne skulle ende i et alt overvældende klimaks. En slagplan, der i det store og hele blev fulgt fra nummer til nummer. For musikerne gjaldt det om at hive sig selv op ved håret. Det lykkedes for Potter, hvis høje klasse heller ikke fornægtede sig under disse omstændigheder. Men selv for hans vedkommende var det mod koncertens slutning den rent fysiske udholdenhed, han lagde for dagen, der markerede sig som det stærkeste element i hans spil. Den store oplevelse for mig - og det, jeg vil huske aftenen for - var Nelsons indsatser. Overfladisk hørt havde han den rolle at agere som 'spielverderber'. Med et spil, der nærmest tog sig anarkistisk ud, når det gik på tværs af alt og alle. Men som netop fandt sin berettigelse i, at også dets kontrast, den faste puls i form af Hollands stabile bas, var nærværende. Det var ganske fantastiske øjeblikke, der blev skabt i disse musikalske kollisioner. For her var det tonernes og de rytmiske slagseriers kraft, der fik intensiteten til at brænde i musikken.